Med 98 år i bagagen og rørligheden intakt nok til at løbe på banen er Goro Wergeland klar, da hendes mangeårige volleyballhold tager fra hjembyen Hamar i Norge til Sollentuna i Sverige for at udfordre et jævnaldrende mandligt team.

Vævre Goro med det dybe smil i blikket er den ældste på Hamars old ladies-hold Optimisterne.

I alt tæller holdet 15 kvinder fra 66 år og opefter i Gunhild Westhagen Magnors dokumentarfilm ’Optimisterne’, der havde premiere i hjemlandets biografer for et år siden og blev en enorm succes, ligesom ’Heftig og begejstret’ om mandskoret fra iskolde, vintermørke Berlevåg gjorde det i 2000.

Der er en særlig glæde ved at se film, der skildrer ældres indholdsrige liv og lader kameraets øje fæstne sig kærligt og muntert ved ansigternes tætliggende furer.

Sådan en film var Knut Erik Jensens ’Heftig og begejstret’ til dels, og det gjaldt også sidste års norske roadmovie ’Shirley og Hinda – oprørske oldemødre’ om to amerikanske kvinders antikapitalistiske aktivisme.

Tilmed er der i takt med den stigende middellevetid i den vestlige verden et voksende publikum til at identificere sig med Goro, ’Lillemor’, Ellbjørg og de andre kvinder fra ’Optimisterne’.

Døden i synsfeltets krans

I Norge, hvor begge køns levetid er noget højere end danskernes, opnår den gennemsnitlige kvinde at fylde 83, før hun dør.

’Optimisterne’ er en film, der i modsætning til den ellers udbredte ungdomsdyrkelse peger på, at årtiers pensionisttilværelse ikke er ensbetydende med, at man sygner syg, ensom og plejekrævende hen.

Kvinder som de medvirkende i ’Shirley og Hinda’ og ’Optimisterne’ får noget fra hånden, en masse ud af tilværelsen, vil gerne høres og er også værd at lytte til, hvilket dog i mindre grad er instruktørens vision med ’Optimisterne’.

I bedste spillefilmsstil vælges en dramaturgi med spændingskurve.

Kan det lykkes kvinderne fra Hamar at nå til Sollentuna? Er 45 års volleytræning på amatørplan nok til at banke de mandlige rivaler? Og holder Goros helbred, efter at hun har fået diagnosen kræft?

Som publikum er man imidlertid ret ligeglad med svarene på de to første spørgsmål. ’Optimisterne’ er ingen sportsfilm.

Det interessante er ikke spillet med boldene, men samværet og samtalerne mellem kvinderne både på og uden for banen.

Det er der, ’Optimisterne’ bliver en rørende film om at være værdigt og godt gammel med den uafvendelige død i synsfeltets krans.