Mens hustruen, Susie Cave, slumrer videre under sin dyne ved siden af ham, rækker rockikonet Nick Cave en hånd over til sengebordet og får vækkeuret til at holde op med at kime.
Klokken er 7 en morgen i den sydengelske kystby Brighton, hvor vejret gerne er elendigt og altid omskifteligt, og Nick Cave har været i live i omkring 20.000 døgn.
Da han for nogle år siden flyttede til Brighton med sin hustru og deres tvillingedrenge, gik al den gråregn ham så meget på, at han begyndte at skrive om det. Hver dag. I logbøger.
Fasandræberne mangler fascination og højspændingFor når han skulle bruge vejret som stof at skrive om, var det mest inspirerende med noget dramatisk møgvejr, og på den måde kom han til at holde af, at himlen i Brighton som regel er truende urolig og mørk.
Mennesket og myten
Det er i hvert fald, hvad Nick Cave fortæller om sin engelske udsigt, da han først er vågnet, og dagen har adskillige timer bag sig i filmen ’Nick Cave. 20.000 dage på jorden’.
Om det virkelig forholder sig helt sådan, betyder mindre. Et dramatisk ildevarslende og uforudsigeligt vejr stemmer med det kontrastrige, intense og vilde i Nick Caves sangskrivning på foreløbig 15 studiealbum i en cirka 35 år lang karriere. Det passer fuldkommen ind i fortællingen om ham.
I dag har Nick Cave en urørlig status som cool, clean, klog rockpoet og -performer, der bliver ved med at afsøge nye udtryk, som han senest gjorde det på det lydmæssigt sine steder overraskende transparente album ’Push the Sky Away’ fra sidste år.
Dokumentar om banditavisens dødskramper er dramatisk og fængendeEn dokumentarfilm om ham kunne nemt være blevet en uudholdelig ærefrygtig hyldest, noget ligegyldigt kronologisk, biografisk nørderi eller bare en udmærket gammeldags koncertfilm med lidt backstageinfo til at slukke den værste nyfigenhed.
’Nick Cave. 20.000 dage på jorden’ er ingen af delene. Det er en gennemført iscenesat film om mennesket og myten Cave.
Og det er faktisk lige præsis den konsekvente, nøje planlagte tilrettelæggelse af den delvis fiktive handling, som får ’Nick Cave. 20.000 dage på jorden’ til at ligne en drøm af en dokumentarfilm om Cave.
Dokumentargreb
Men kan der være tale om at bruge dokumentarbegrebet, når værket lader, som om det følger Cave i et døgn, og det tydeligvis er løgn?
Manuskriptet til filmen er skrevet af instruktørerne Iain Forsyth og Jane Pollard samt Nick Cave selv, og de tre lader i filmens fiktive døgn hovedpersonen – hold lige vejret her – være i studiet for at indspille numre til ’Push the Sky Away’, besøge sjælevennen og medkomponisten Warren Ellis, guffe pizza foran fjerneren med de to sønner, besøge et arkiv med fotos og skriverier tilbage fra Caves barndom i 1960’erne i hjembyen Wangaratta, Australien, være til samtale hos psykoterapeut og optræde i Operahuset i Sydney.
Til alt det rækker et døgn ikke, og tidsrammen er da også blot et greb til at fortælle en selektiv historie om, hvad der foregår i Nick Cave som kunstner, og hvordan han er sin egen mytemager.
Familiedrama bliver til melodrama i færøsk filmAlle fortællinger og også de fysisk, konkret dokumentariske er resultater af en instruktørs eller en forfatters valg. I ’20.000 dage på jorden’ ligger det dokumentariske ikke så meget i den fysiske handling, men i portrættet af den kreative kunstneriske proces, som er baggrunden for både Nick Caves musik og faktisk også for filmen.
Morsom medley
At det lykkes at give en faktisk indimellem meget morsom fornemmelse af den proces uden enten at blive banal eller at sætte Cave endnu højere op på en piedestal, skyldes en række valg fra instruktørernes side.
Også mange bevidste fravalg. ’20.000 dage ...’ har ikke et retrospektivt medley fra sangkataloget, og bortset fra de tydeligvis iscenesatte kortere samtaler med terapeuten, kommer der ikke mange monologer fra Cave om, hvem han er.
Rørende publikumssucces byder på sporty oldemødreFlere stilistiske elementer repeteres i forskellige æstetiske forklædninger i løbet af filmen.
Et af dem er tilblivelse og endelig udførelse af sangen ’Higgs Boson Blues’ fra ’Push the Sky Away’. »Can you feel my heartbeat«, messer Cave i sangens refræn.
Og i versene synger han om at miste sin nøjagtige erindring og køre bil: »Can’t remember anything at all, but I’m driving my car to Geneva«.
Et ægte portræt
Når han ikke står på en scene, sidder over for sin terapeut (og ven!) Darian Leader eller er placeret bag en skrivemaskine i filmen, befinder han sig ofte netop bag sit rat i skummelt vejr og har tilsyneladende oprigtigt kammeratlige samtaler med venner eller bekendte fra nu- og fortid.
Det forhenværende Bad Seeds-medlem Blixa Bargeld får en køretur. Det samme gør bl.a. Kylie Minogue, der fortæller Cave, at hun ikke kendte meget til ham, før de sammen indsang hittet ’Where the Wild Roses Grow’.
Ud over at hun havde læst biografien om ham. »Den fortæller ikke sandheden«, svarer Cave som tydeliggørelse af, at et ægte portræt fordrer mere end årstalsopremsende begivenheder og ord.
Filmatiseret koma-døs presser tårer fremUden at påstå at være fyldestgørende er ’20.000 dage’ et ægte portræt. Af Nick Cave, ja, men egentlig også i mange øjeblikke simpelthen af det at være menneske. Et stort øjeblik i filmen er at gense og se, hvordan han virkelig træder ud af sine tankers spind og går i ét med musikken, når han optræder på en scene med The Bad Seeds. Et andet er, da han fortæller om, hvordan det i den kreative proces kan lykkes at glemme sig selv og blive en anden. Sådan en oplevelse får hjertet til at slå på en anden og særlig måde, og her tænker jeg ikke kun på Caves.
’Nick Cave. 20.000 dage på jorden’ er på alle måder et oplivende underholdende og originalt kunstnerportræt.
fortsæt med at læse
