Et par nøgne drengefødder står hævet over et norsk hav på et bræt af træ, klar til at hoppe i sommervandet mange meter nede.
Pludselig – og for forældre kan det virkelig føles som et splitsekund – står de samme fødder igen det samme sted, men er for længst vokset fra skostørrelse 26 til 41.
Det er den glæde og det tab, der ligger i stemningen i Aslaug Holms film ’Brødre’ om hendes egne drenge. Det er alt det, der sker i drengene mellem størrelse 26 og 41, vi får lov til at se gennem deres mors optik i en film, der er meget personlig, men slet ikke føles for privat.
Børnene i fokus
Aslaug Holms drenge var 5 og 8 år, da den norske filmfotograf, -instruktør og -klipper besluttede sig for at lave en film om dem. Først nu har hun afsluttet værket, der indeholder mere end 8 års optagelser af Lucas og hans storebror, Marcus.
’Brødre’ kalder hun kort og godt sin film. Den kunne også have heddet et norsk ord for ’Boyhood’, hvis ikke det havde været titlen på amerikanske Richard Linklaters fiktive film, der havde premiere sidste år og blev indspillet over 12 år.
De mange års optagelser gennem barndom har Linklater og Holm tilfælles.
POLITIKEN GUIDER
Guide: Her er 10 danske film på CPH:DOXMen hvor ’Boyhood’ har meget fokus på de voksne i drengen Masons liv, har Aslaug Holm hele tiden børnene i kameralinsen i en film, der alligevel ikke begrænser sig til at handle specifikt om Lucas og Marcus.
Dels har Holm indtalt passager, hvor man hører hendes stemme reflektere over filmprojektet og også over hendes eget liv. Dels vil man uvægerligt ved synet af ’Brødre’ trække paralleller til sin egen og eventuelt også sine børns opvækst.
Associationerne strømmer af sig selv, når lille generte Lucas fornærmet – og forgæves – beslutter sig for at gå ud af skolen i en alder af ca. 9 år, fordi han simpelthen ikke længere gider lærerne, lektierne og en storebror, der altid ved bedre.
Minder dukker også op, når storebror Marcus begynder at gå til fester, bliver mere glad for elguitaren end for fodbolden og ved samme lejlighed får piercet øret og farvet håret sort. Så han i en god vinkel i spejlet ligner Billie Joe Armstrong fra Green Day.
Større end historien
Det er ikke kun i de konkrete situationer med handling og ordspil drengene imellem, at ’Brødre’ indeholder noget, der er meget større end historien om to drenge, der vokser op i den nordvestlige del af Oslo og holder sommerferierne i et landhus, hvor man i solskin kan sidde på trappen og spise rabarber med sukker.
Det er lige så meget i de mange scener, hvor Aslaug Holm på en god måde tygger drøv på en stemning. Det kan være sengetøjet, der både i sol og frost bliver hængt til tørre på svajende stativer.
Det kan være en kæmpestor snemand, der smilende hælder lidt til den ene side på en baggrund af vintersorte træstammer.
Og det kan også være billeder af Aslaug Holm selv, som for den gennemførte stilismes skyld og også som et bekræftende billede på nostalgien i projektet i næsten alle scener i filmen er iklædt den samme blågrønne hverdagspraktiske og 60’er-agtige sommerkjole.
Islamisterne kan ikke stoppe dronningen af ørkenbluesIndimellem er Aslaug Holm i lidt for høj grad faldet for fristelsen til at tage ting med, som børn sødt siger, før de bliver for store til at sige noget så naivt og åbent. Den slags scener kunne der godt have været færre af.
Mod slutningen fortæller hun selv, at hun har svært ved at afslutte optagelserne, selv om drengene begynder at sige nej tak til at blive set på gennem en kameralinse. Når hun slukker endeligt for det, skal hun til at give slip på sine børn.
Til gengæld har hun nu med sin film givet den umistelige længsel efter en god barndom videre.
fortsæt med at læse
