Portræt af Jakob Ejersbo trækker ud, men giver indsigt

Lyt til artiklen

Nogle gange er enkelte oplysninger, endog revet ud af en sammenhæng, nok til at forstå konturerne af et helt liv.

Noget af det fine ved Christian Holten Bonkes dokumentarfilm ‘Ejersbo’ er, at de akkurat vigtige biografiske oplysninger er placeret på en måde, så man langsomt, men sikkert danner sig en fornemmelse af den interessante hovedperson, Jakob Ejersbos, drivkraft, forfatterskab og sind.

Ejersbos alt for korte livsværk har gjort ham til litterært ikon

En familie med to børn flytter fra Danmark til Tanzania. De danske søskende leger meget og mere ligeværdigt med de afrikanske, end andre udenlandske børn på stedet gør. En drengs hjerte bliver til dels så forenet med Afrikas, at han for altid søger lighed og har blik for uretfærdighed og for mørke.

Som voksen finder han »klangen« i sig selv, som en af hans venner udtrykker det. Han begynder at skrive. Han bliver til forfatteren Jakob Ejersbo, der blev danmarksberømt for debutromanen ‘Nordkraft’ og var meget langt med sin trilogi om Afrika, da han døde af kræft i 2008 kun 40 år gammel.

Jakob Ejersbos søster og forældre, en ekskæreste og to venner bidrager alle sammen til forståelse af, hvorfor den danske forfatter, som næsten altid smilede bredt på billeder, havde en vildskab, en dysterhed, en viljestyrke og en stædighed i sig.

I filmen er det dog især Gyldendals forlagsdirektør, Johannes Riis, som giver lyst til at læse eller genlæse Jakob Ejersbos korte, men betydningsfulde forfatterskab. Det var Riis, som efter Jakob Ejersbos død færdiggjorde den afrikanske trilogi med romanerne ‘Eksil’, ‘Revolution’ og ‘Liberty’. Og det er Riis, som klarest og mest nøjagtigt sætter ord på værdien i Jakob Ejersbos kontante stil.

Imidlertid er det vennerne Morten Alsinger og Christian Muff, der fylder mest i ‘Ejersbo’, som følger de tos vandring i dagevis op ad Kilimanjaro, hvorfra de efter Jakob Ejersbos ønske vil kaste hans aske.

Den på flere måder tunge vandretur giver ‘Ejersbo’ en naturlig dramaturgi, men hverken samtalerne mellem vennerne eller billederne fra den udmattende fodtur holder til at have en så central placering i filmen. Synet af deres udmattelse forklarer ikke Jakob Ejersbos betagelse af Afrika. Filmisk trækker scener fra turen til tinden for længe ud, og der er situationer, hvor man har på fornemmelsen snarere at overvære en film om vennerne end om Ejersbo.

Dokumentarfilmens svar på 'Boyhood' er gribende

Især fylder Christian Muffs uafklarede forhold til Ejersbo meget. I sammenligning gøres der mindre ud af Ejersbos tidligste år og hans ungdom i Danmark, hvor han endte med at gå på journalistuddannelsen i Aarhus.

Bedre fungerer steder med oplæsning fra Ejersbos bøger og iscenesættelser af billeder fra de steder, han skrev om.

Manuskriptet til ‘Ejersbo’ er til dels skrevet af Rune Skyum-Nielsen, som til foråret er aktuel med en biografi om Jakob Ejersbo.

I selskab med ‘Ejersbo’ har man på fornemmelsen, at filmen virkelig har fat i de vigtigste kilder for at kunne fortælle historien om forfatteren, der blev født i Rødovre og helt usædvanligt modtog boghandlernes De Gyldne Laurbær for sin debutroman. Og nu over til bøgerne ...

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her