Wasiullah har engang haft en drøm. Da han som uledsaget 15-årigt flygtningebarn ankom til Danmark i 2010, ønskede han sig at få opholdstilladelse her.

’Ophold’ var dét danske ord, der kunne tænde stærkest lys i øjnene på alle de børn, han boede sammen med i de 3 år, han var på et asylcenter i Danmark. Dengang var han på flere måder en almindelig teenager med jævnaldrende venner. Han havde et håb.

Nu står han på et tidspunkt på gaden et sted i Italien i Michael Graversens film om ham. Han er hjemløs, han virker forvirret, og drømmen er væk. Han kan simpelthen ikke længere huske den.

Stukket af for at undgå udvisning

Da Wasiullah var 18, fik han endeligt afslag på asyl i Danmark, hvor han ellers var faldet til og havde lært sproget. For at undgå udvisning til Afghanistan er han stukket af til Italien. Hans plan var at søge og opnå opholdstilladelse i Italien og med et EU-pas i hånden tage tilbage til Danmark igen. Det er bare ikke sket.

Han er stadig i Italien, men lever under jorden med alle sine ejendele: en lille rygsæk – og en iPhone, der er hans livline til omverden.

Instruktøren Michael Graversen har fulgt Wasiullah, siden han kom til Danmark, og har opbygget et tæt forhold til ham. De mødte hinanden, da Michael Graversen lavede den 30 minutter lange dokumentar ’Ingenmandsland’, der foregik på asylcentret, hvor Wasiullah boede.

Graversen stod stort set for hele produktionen selv på ’Ingenmandsland’. I forbindelse med ’Drømmen om Danmark’ har han samarbejdet med flere professionelle filmfolk, er blevet støttet af Det Danske Filminstitut og er helt tydeligt vokset betragteligt som fortæller.

Næsten ulideligt

’Drømmen om Danmark’ er en meget mere helstøbt fortælling, selv om Graversen stadig har meget af lære på billedsiden. Der er scener, hvor billederne virker for sjusket reportageagtige – som var det en amatør, der tilfældigt kom forbi og filmede, og ikke en professionel fotograf.

Men den helt særlige kvalitet ved ’Drømmen om Danmark’ er, at instruktøren over adskillige år har opbygget et tillidsforhold til Wasiullah.

Intimiteten i sådan en relation giver han videre til sit publikum: Man kommer så tæt på Wasilluah, at man alene af hans ansigtsudtryk kan fornemme, hvordan han har det. Nærbillederne er næsten ulidelige at se på, fordi den unge mand så tydeligt er ved at gå i opløsning.

Derudover bruger han også sin adgang til Wasiullahs liv til i nogle scener at give et unikt indblik i, hvordan det er for fattige hjemløse unge at leve under jorden i Sydeuropa. Naturligvis har de det på nogle måder usselt. Men de tager sig af hinanden og er ikke selvmedlidende. De har et håb om at få det bedre.