En flok elefanter opdraget til lydighed af en hærfører modsætter sig hans ordrer og tramper hans soldater ned. Samtidig bliver himlen sort af tusinder af små fugle, der kaster skarpe sten ned på den krigslystne, magtbegærlige og materielt grådige hær.

Vi er cirka i år 570, og kort tid efter hærens fald fødes et lille drengebarn, der er særligt ventet af flere end sine forældre. Han får navnet Muhammed. Den lille buttede baby, som er svøbt i hvide klæder, er fra fødslen omgærdet af et helt specielt gyldent lys. Han er profeten Muhammed, og det er hans barndom, som instruktøren Majid Majidi på baggrund af grundig historisk research har lavet en spillefilm om med titlen ’Muhammad: The Messenger of God’.

Det er en film, som er alt for længe om at komme frem til profetens fødsel, fordi instruktøren har valgt at begynde sit værk med et længere, rodet og uforklaret nedslag i den voksne Muhammeds liv og gerning. Det er også en film, som gør sig overtydeligt stor umage for ikke at vise profetens ansigt og i det hele taget set med vestlige øjne virker alt andet end provokerende. Alligevel har den forarget enkelte muslimske grupperinger, fordi Majid Majidi viser bl.a. drengens hænder.

På ingen måde ekstremistisk

Og så er der for øvrigt tale om en spillefilm, selv om den vises på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. ’Muhammad: The Messenger of God’, som er Irans dyreste filmproduktion til dato, er sit hjemlands kandidat til at modtage en Oscar for bedste fiktive udenlandske film i begyndelsen af 2016.

Trods flere forbehold er det episke værk seværdigt. Først og fremmest på grund af to ting. For det første fremstiller Majid Majidi historien om grundlæggelsen af islam, så man som opvokset i en overvejende kristen del af verden uvilkårligt ser lighederne til kristendommen og også til jødedommen i stedet for forskellene. ’Muhammad: The Messenger of God’ virker på ingen måde ekstremistisk i sin fortolkning af islam. Efterhånden som filmens dreng med det skjulte ansigt vokser til, fremstilles han i stigende omfang som en ydmyg, næstekærlig og godhjertet fyr, hvis karaktertræk og særlige evner minder meget om fortællingerne om Jesus. At ’Muhammad: The Messenger of God’ er forsonlig og ikke fjendtlig, er Majid Majidis tydelige valg.

For det andet sætter instruktøren ikke spørgsmålstegn ved profetens særlige egenskab som Guds budbringer. Tværtimod har han fået så prominente filmnavne som den oscarbelønnede indiske komponist A.R. Rahman og den oscarbelønnede italienske filmfotograf Vittorio Storaro til at finde de størst mulige metaforer frem til underbyggelse af profetens storhed og skønhed.

Skønheden overstråler klicheerne

Selvfølgelig er det for meget, når Muhammed på et tidspunkt i kraft af sin relation til Gud kan få det til at regne, så havet stiger, og fisk nærmest falder ind over en udtørret kyst, hvor folk sulter og tørster og i vantro skulle til at ofre en fattig familie til guderne. Og naturligvis er det i overkanten, når den lille profets tilstedeværelse giver omgivelserne et gyldent, varmt og fuldkommen fredfyldt skær.

Men billedmæssigt er denne her film altså indimellem så ubegribelig smuk, at den overstråler sine klicheer og bliver et spektakulært eventyr for øjnene.

fortsæt med at læse

Coster-Waldau som egyptisk gud vækker harme