Ærlig talt – endnu en tegnefilm om pingviner, skal dét være originalt!? Selv om sådan en reaktion er totalt fejlagtig her, er den unægtelig nærliggende: Fra vuggestueungernes uskyldige ’Pingu’ til sidste års speedet-skøre pingvinmytterister i ’Madagascar’ kender vi da til svømmehudløshed tegnefilmens version af en stilfuld aften i Sydpolens frimurerloge.
Og fra den franske filmbiolog Luc Jacquets dokumentarisk baserede verdenssucces ’Pingvinmarchen’ kender vi også virkelighedens vilkår for fjerkræet med luffer:
Er der ét sted, hvor konvention og indordning er lov, er det blandt kejserpingvinerne i Antarktis! Den lange march fra spisested til yngleplads kan kun udføres i flok, og hannens udrugning af ægget – kun ét! – mens hunnerne vandrer tilbage og fouragerer igen, ville uden flokkens tætte sammenstimlen medføre hurtig massekuldedød i stedet for et nyt slægtled.
Steppende pingvin
kke desto mindre er ’Happy Feet’ et usædvanlig overbevisende og uafbrudt underholdende animations-epos om outsideren, der blev flokdyrenes frelse.
Plottet er langtfra fejlfrit, det vender jeg tilbage til. Men i strømmen af fjantede ’funny animal’-film med selvironiske undskyldninger for sig selv er ’Happy Feet’ velgørende: årets mest storslået originale, filmisk velfortalte animation.
Den lange optakt er nærmest animationens musicalgendigtning af Jacquets epos, bygget op over den kalden, ’hjertesangen’, som den hjemvendende hun straks genkender magen og den nyudrugede unge på.
Her får hannen Memphis’ r&b-bas blodet til at rulle i Norma Jeans smækre krop – men deres fælles barn er ikke med! En ’brummer’?
Det er ikke ordet, ungen ejer ikke stemme i livet, men til gengæld liv i fødderne. Endnu kun halvt ude af æggeskallen stepper lille Mumle som sydkalottens svar på Fred Astaire!
Udstødt
Men selv om han vil gi’ sit liv for at bjerge en rå sild fra griske kjover og havmåger og skænke den til årgangens lækreste syngesild, Gloria – så er og bliver Mumle en outsider.
Flokkens ældste, Noah, udstøder ham, og han bliver ven med en flok kostelige undermålere med mexicanske rytmer i blodet og accenten (pingvinarten tør jeg ikke navngive, men jeg har set de topdunede kræ i zoo).
Sammen med dem og guru Lovelace – en overvægtig libertiner med plastkraven fra en sixpack om halsen som tegn på sin kontakt til de højeste væsener! – søger Mumle nu forbi uhyrernes (søelefanternes) strand, over istinder og havdybder til mødet med ’de fremmede’ i den forladte polarhavn: Mennesker med et rovfiskeri, som truer flokkenes fødeforsyninger.
Til zoo og tilbage
Så vidt, så godt: ’Pingvinmarchen’ møder ’Den grimme ælling’ møder ’Odysseen’! Trods den indlagte musikalske morskab er pingvinerne så mesterligt digitalanimeret, at de ligner naturens egne på et dun – ikke tegnefilmindustriens karikaturer.
Det adresseløse miljøforsvar – amerikanske børnefilms tamme ’politiske brod’ uden ét konkret ord om USA’s holdning i Rio eller Kyoto, endsige om fars og mors benzinforbrug – opleves som slap vanetænkning.
Men Mumle ryger i trawlet og så i zoo, får en radiosender indopereret i pelsen – og bliver sendt retur til sin gamle boplads og genforening med Penelope, undskyld: Gloria.
Takket være den dér stepdans, der skiller ham ud fra ’medfangerne’ i zoo! Her er vanetænkning blevet til nødløsning.
Morsom og medrivende
Det er skade, for filmen udnytter generøst alle de nyeste digitaltricks og programmers muligheder, fra fuglenes egne synsvinkler på springende spækhuggeres og leopardsælers tandsæt og til forrygende ’kamerature’ med pingvinerne.
Trods skønhedspletterne er ’Happy feet’ en musikalsk, smittende morsom og medrivende beretning om den fodrappe lille krabats trængsler som flokkens outsider og hans triumf som dens redningsmand.
Rovdyrene i close-up vil skræmme de alleryngste, men 8- til 80-årige vil undres og juble over folkemasserne af naturtro pingviner i rytmisk svajende march hen over Antarktis’ hvide ødemarker!
fortsæt med at læse
