Kun en uge er der, til seglene brydes verden over for syvende og sidste bind med svaret på mangemillionpublikummets brændende spørgsmål: Overlever Harry Potter det endelige opgør med Mørkets Herre, inkarnationen af den altomfattende ondskab, hvis navn ikke engang tør nævnes?
På den baggrund er det måske også uundgåeligt, at film nummer fem over J.K. Rowlings romansuite med sin verdenspremiere i disse dage ville få lidt karakter af forspil, selv om den bygger på det tykkeste af alle bindene, spækket med sideløbende handlingstråde.
Eller måske netop derfor. I hvert fald holder den i intens spænding, eventyrlige fantasivæsener og dødsens alvor ikke helt niveau med de bedste af forgængerne.
Mørkets kræfter opruster
Og dét på trods af, at mørkets kræfter opruster, Voldemort (når Harry Potter selv tør, gør jeg også!) rekrutterer styrker til den endelige kamp. Men mens man som læser ved egen fantasi kan fylde skyggerne med navnløse rædsler, bliver de susende grålige tågemasser meget konkrete på film – og faktisk lidt monotone i længden!
Modsat de stadig afvekslende rædsler og fabelagtige udfordringer, instruktør Mike Newell senest i fireren om ’Flammernes Pokal’ forstod at lade sin unge helt boltre sig i – og før ham Chris Columbus i ’De vises sten’ og ’Hemmelighedernes kammer’ og Alfonso Cuaron i treeren ’Fangen fra Azkaban’.
Modbydelig funktionærfascisme
Egentlig burde skrækken kulminere denne gang, for truslen er meget tættere på vor egen hverdag: Den lille, modbydelige funktionærnazisme holder sit indtog på trolddomsskolen Hogwarts i skikkelse af Dolora Nidkjær. Iført pangpink spadseredragt, messingblank støttepermanent og stålsatte smilehuller i æbleskivekinderne fører Imelda Staunton (tidligere prisbelønnet for bl.a. rollen som englemagersken ’Vera Drake’) sig frem i en isnende sukkersød pragtpræstation som ny lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter – men i realiteten som strisser for den paranoidt magtsyge Magiministers fejldispositioner.
Stadig strammere ordensregler og forbud mod oplæring i virkningsfuld magi kulminerer, da ministeriet suspenderer den retsindige Albus Dumbledore (Michael Gambon) og i stedet konstituerer kommissærkællingen som rektor på Hogwarts.
Dumbledores protestarmé
I protest og selvforsvar danner eleverne Dumbledores Armé, hvor trolddomslærlingen Harry nu selv oplærer kammeraterne i magi til kampen mod Voldemort, hans dementorer og dødsgardister plus nogle undslupne Azkaban-fanger.
Foruden den effektive Pottertræning (undskyld!) får den unge guerillastyrke støtte fra Fønixordenen, med bl.a. Dumbledore og Harrys flygtige gudfar, Sirius Black (Gary Oldman), som logemedlemmer. Og mod ms. Nidkjærs misregimente får de også hjælp af en kæmpe, halvbror til Rubeus Hagrid (Robbie Coltrane alias ’Cracker’ fra tv), samt af oprørske kentaurer, hvis territorium også er ramt af stramningerne fra Ministeriet for Magi.
Mesterligt skuespil i birollerne
Historiens mange lag og sidehandlinger – herunder også lidt teenage-hjerteflimmer mellem Harry og den yndige skolekammerat Cho – i femte bind er det trods beskæringerne ikke helt lykkedes Yates at få bragt ind i ét kræfternes parallelogram som målrettet dramaturgi. Men til gengæld har han fyldt filmen lige til synsranden med mesterligt skuespil i de mindste biroller – Alan Rickman, Emma Thompson, Maggie Smith forgylder korte glimt.
Ligesom Emma Watson (som Hermione) og Rupert Grint (sidekammeraten Ron) er Daniel Radcliffe som Harry selv bogstaveligt vokset med opgaven gennem alle fem film, nu en fattet ung mand og fordelagtigt umulig at forveksle med Danmarks kulturminister.
Grundlæggende fungerer den fascinerende sammensmeltning af dommedagsåbenbaringernes modsætninger, voksengyserens virkemidler og børnebogens fnisende fantasifuldhed jo stadig – og endnu i nogle dage har vi da lov at håber på det godes sejr over . . . Ham-du-ved-nok!
fortsæt med at læse
