Der ligger en god ide bag 'Me You and Everyone We Know', og blandt filmens mange komiske scener er der i hvert fald en særdeles mindeværdig en. Nemlig den, hvori de to hovedpersoner vandrer hen ad et fortov, mens de drøfter, hvordan deres potentielle forhold vil udvikle sig. Inden det slutter ved det næste gadekryds. Så tilfældig kan kærlighed forekomme i vore dage. Mener instruktøren Miranda Judy, som også selv spiller filmens kvindelig hovedperson, Christine Jespersen med de varme blå øjne. Emnet for 'Me You and Everyone We Know', der har fået priser både i Cannes og på Sundance Festivalen i USA, er det moderne menneskes ensomhed og den fremmedgjorthed, der stortrives på trods af - eller på grund af - internet og alle andre færdselsårer i den evigt kommunikerende, globale landsby. Som en alternativ 'Short Cuts' på lavbudget præsenterer filmen et stort persongalleri omkring Christine Jespersen, der kører taxa for ældre og drømmer om at etablere sig som kunstner, og den snotforvirrede skosælger Richard (John Hawkes), som dybest set bare forsøger at få sit liv til at fungere efter en skilsmisse. Alle synes på forunderlig vis at være forbundet med hinanden, som Richards charmerende søn på 7 år, der chatter på en sexside på internettet som 'Nightrider' og kommer i nærkontakt med en midaldrende og dybt frustreret, kvindelig galleriejer. Eller de to teenagepiger, der lader sig antænde af Richards kollegas obskøne sexfantasier og bruger hans ældste søn til at afgøre, hvem der giver det bedste blowjob. Ak, ja, hvor trist, tænker man. Som så mange gange før og siden i 'Me and You and Everyone We Know'. Men man tænker det med et stille smil, for selv om Miranda July udstiller tilværelsen for os almindelige mennesker, der famler og fumler for at slippe af med angsten og ensomheden, uden antydning af illusioner, gør hun det med en tør, barok humor. Man kan undre sig over, at Miranda Julys begavede singlekvinde så uforbeholdent forsøger at score sin skohandler, og over, at han ikke er i stand til at få et reelt forhold til sine sønner. Ligesom man kan ærgre sig over, at filmen nu af og til bevæger sig over i det prætentiøse i sin insisteren på at være anderledes. Men grundlæggende er det en livsklog og bittersød komedie om tab og ensomhed i den moderne verden, der trods visse irritationsmomenter holder takket være Miranda Judys egen naturlighed. En naturlighed, der som kærlighed og reel nærkontakt rækker ud over kunstige kommunikationsformer og forstillelse.