36 Quai des Orfèvres. Enhver Maigretlæser kender adressen bedre end sin nabos. Det er jo der, kriminalpolitiet i Paris holder til. I 'Mellem fjender' spejder man dog forgæves efter den tykmavede kakkelovn bag ryggen på den piberygende kommissær og øl og sandwich bragt op fra Brasserie Dauphine, når der skal kul på den detektiviske tankevirksomhed. I stedet bliver man inviteret indenfor hos et moderne fransk politi, hvor selvtægt på gaden og blind ambition på etatens kolde top gør det til en smagssag, om de værste forbrydere befinder sig på den ene eller den anden side af tremmerne. 'Mellem fjender' er et seriøst forsøg på at gå den amerikanske politifilm i bedene. Skrevet og instrueret af den tidligere politimand Olivier Marchal. Filmens oplagte forbillede er Michael Manns 'Heat', hvor politi og forbrydere er sat på forskellige former for hårdtpumpet kollisionskurs centreret omkring nogle stærke skuespillerkarakterer. I 'Heat' var Al Pacino sat op imod Robert De Niro. I 'Mellem fjender' er det to af Frankrigs absolut tungeste skuespillere, Daniel Auteuil og Gérard Depardieu, der sammen skal fylde lærredet med massiv tilstedeværelse. Et langt stykke hen ad vejen går det godt. Auteuil er den relativt retskafne og populære Leo Vrinks, der nok er en hård nyser, men mangler rundsave på albuerne. I modsætning til den bidske og upopulære Denis Klein (Depardieu), der vil gøre alt for at komme til tops. To hårde negle med et fælles blødt punkt i skikkelse af Vrinks' hustru, Camille. Da posten som chef for det parisiske politi bliver ledig, bliver det afgjort, at den af de to, der kan sætte en stopper for en bande hensynsløse røvere, får jobbet. 'Mellem fjender' er godt stillet op på skakbrættet. Der springer solide gnister fra spillet mellem Auteuil og Depardieu. Men spændingen er til at overskue i en historie, der virker mere konstrueret, end godt er. Bag manuskriptet ligger virkelige begivenheder i det parisiske politi, som Marchal så har omskrevet radikalt. Det skal ligne og må alligevel ikke ligne for meget. Systemets problem skal personificeres for spændingens skyld, men mister nok netop nerven og troværdigheden på lige netop dén konto, gætter jeg.