Hajer frygter og hader vi som en af de værste trusler mod os, skønt der i hele verden kun dør 5 mennesker årligt som følge af hajangreb, men 8.000.000 verdensborgere som følge af sult!
Og så skyldes de fem måske endda misforståelser – hajen er selv blevet angrebet af personen, eller den har troet, silhuetten af en svømmer i overfladen var en syg og hjælpeløst baskende sæl.
Hverken-eller
Hajer har kort sagt en ufortjent dårlig presse. Det vil undervandsfotografen Rob Stewart gøre noget ved, for han elsker hajer! Sådan siger han selv, og vi ser ham kæle med fire meter rovdyr på havbunden.
Og netop derfor er han ikke den rette mand til opgaven. Eller den fortællende biograffilm er ikke den rette form til budskabet.
I hvert fald: Han er hverken kunstner eller journalist, så i stedet for en hårdtslående dokumentar, overbevisende i kraft af fair journalistiske principper, har han blandet dokumentariske klip med en slags fiktion, med sig selv i hovedrollen som miljøaktivist og hajerne i rollerne som ofre.
Invaliderede kæmper
Dokumentationen virker ellers rystende rå: Opjobbede priser på hajfinnesuppe afstedkommer øjensynlig et rovfiskeri, hvor de store dyr fanges på krog på kilometerlange liner, får amputeret ryg- og halefinner – og bliver plumpet invalide tilbage i havet!
Som filmen sammenkæder oplysningerne, skal det have kostet størstedelen (90 procent) af verdens bestand af havets største, 450 millioner år gamle rovdyrarter – uundværlige til at holde bestanden af de mindre byttedyr nede, og hvis dé breder sig, vil de reducere havenes plankton- og algevækst og dermed klodens iltproduktion.
Og så går det også ud over os.
Saltvand og pølsesnak
Man deler uvilkårligt Stewarts harme. Han vælger at alliere sig med hval- og hajforsvareren Paul Watson i organisationen Sea Shepherd Conservation Society, og filmen skejer ud i dramatiske ’søslag’ mellem miljøskibet og rovfiskerne, hospitalsindlæggelse af vor helt selv efter kampene – og billig patos af typen: »Når jeg ikke kunne komme til havet, kom havet ind i mig« – altså som saltvandsdrop!
Og bravaderne gøder ens skepsis: Er filmens realoplysninger så også plattenslageri?
Ifølge Stewart står en Taiwan-mafia bag fiskeriet omkring Galapagos-øerne og Costa Rica-øen Cocos, men sidstnævntes korrupte myndigheder holder hånden over svineriet.
Utroværdige fjæs disker op med pølsesnak til forsvar for fiskeriet, alvorlige havbiologer advarer lige så forudsigeligt – og man savner den stædige journalistiske opfølgning hos internationale myndigheder osv., som tv-dokumentaren f.eks. kunne have leveret bedre end en biograffilm med hældning mod melodramaet.
fortsæt med at læse
