Selv den bedste kan gå galt i byen. Eller ligefrem gå i den gale by. Det er Frank Millers omplantning af Will Eisners ’The Spirit’ fra tegneserie til film blevet et lærerigt eksempel på.
Central City, hvor Eisners seriedetektiv med halvmasken i 1940 første gang stod op af graven og indledte sin kamp for retfærdigheden, ligner med sine forfaldne havnekajer og industriforurenede forstadssumpe New York, lige fra højbanen til kloakristene.
En infrastruktur og en befolkning i evigt forfald og entropi. Modsat de flyvende superheltes kostbare skyskrabere, der altid var vigtigere at redde end menneskemyrerne på bunden af gadeskakterne.
Frøperspektivets rå realisme
Netop frøperspektivets rå realisme er Spiritseriens vandmærke parret med Eisners afvæbnende selvironiske skamløshed i den overdrivelsens kunst, der gør hans let karikerende naturalisme både human, humoristisk og dynamisk.
Men i Millers filmatisering ligner Central City snarere Sin City fra Millers egen sort-hvide series vestkysteldorado for storgangstere, ludere og lommetyve.
Eisners stædigt heroismepunkterende fokus på laser og pjalter, skrald og spildevand, rykker hos Miller uvægerligt opad mod storbyens skyline i skarp kontrast: ikke Spirits luftlag, men det naturlige element for en anden Millerhelt, Batman fra Gotham City.
Kunstnerisk gensplejsningsforsøg
Nu kan det dristige, men mindre vellykkede eksperiment jo godt være mere interessant end den ambitionsløse succes.
Og Millers mod fejler intet i det kunstneriske gensplejsningsforsøg, han har gang i med udviklingen af sit helt eget filmsprog: tegneserier overført til film i form af live action-personoptagelser foran green screen og derpå med lys- og tempomanipulation ført tilbage i retning af den serielle grafiks virkninger og indlagt i computergenereret scenografi.
Mest helstøbt virkede det første gang i Millers og Rodriguez’ film ’Sin City’, stedvis mere søgt i Zack Snyders film over Millers spartanerepos, ’300’.
Ingenmandsland
Også her åbner teknikken for grafisk frydefulde højdepunkter af rytmisk koreograferede bøllebank og mudderboksning, nu mellem superskurken Octopus og den genopstandne strisser Denny Colt, alias Spirit. Samuel L. Jackson lægger fascinerende fjæs til den superskurk, den trykte serie kun viste os handskerne af, og som her har et mytologisk-genetisk udødelighedsprojekt kørende.
I ingenmandsland mellem godt og ondt – hvor sort-hvidt glimtvis får farver – færdes Colts ungdomskæreste Sand Saref i Eva Mendes’ velbyggede figur. Sarah Paulson er perfekt som Ellen Dolan, heltens læge og lappeskrædder og datter af politikommissær Dolan; og Paz Vega leverer en livsfarlig sværd- og mavedans.
Langtrukne nazismeparodier
Derimod er castingen af Scarlett Johansson som Silken Floss, Octopus’ fascistoide makker, gådefuld – Naboens Datter og Hunulven Ilse som to i én-postulat?
Både filmens samurai- og dens nazismeparodier er mere langtrukne end velbegrundede i et plot, der generelt lider under forsøget på at gabe over ’det hele’, herunder en Loreleifigur, Eisner brugte uden samme mytiske patos.
Stedvis bliver heltens voice-over så opremsende, at det er os, der gaber. Selv de komiske gorillakloner Phobos, Ethos, Logos osv. bliver trættende gentagelser – underfundigheden er nok det træk hos Eisner, Miller har sværest ved at genskabe.
I mudder til knæene
Måske bl.a. på grund af hæmmende ærefrygt for materialet: seriehistoriens arvesølv! Dét tør filmen aldrig glemme, den flyder over med hints:
Iger Street er opkaldt efter Jerry I., partneren i 1930’ernes serieagentur The Eisner-Iger Shop; Sands medaljon er købt hos juveleren (dvs. MAD-grundlæggeren Harvey) Kurtzman, en fabrik er opkaldt efter (Spiritassistenten og The New Yorker-tegneren Jules) Feiffer, og Silken Floss’ kassevogn har firmanavn efter Steve Ditko, den første tegner på Spiderman, som Miller selv tegnede senere.
I en af de bedre scener står Spirit i mudder til knæene, hvorpå Octopus knalder en hel toiletkumme ned over ham, så lokumsbrættet bliver hans spændetrøje og cisternen hans tornyster!
Unægtelig et magtfuldt tableau; men også et ufrivilligt billede på, at Spirit i denne genopstandelse er mere fastlåst, end han fortjener. Mere Miller end Eisner.
fortsæt med at læse
