Vel er det barnets fødsel, vi belaver os på at fejre onsdag, men den var jo næppe så sensationel uden den nyfødtes senere død og navnlig: hans genopstandelse.
Netop på dét punkt er parallellen tydelig. For også den helt, vi kan møde på biograflærredet fra 2. januar, har overvundet døden og er genopstanden af graven.
Helt bogstaveligt, endda, for han bor stadig på kirkegården Wildwood Cemetery i den nordlige udkant af Central City.
Gummisåler og cottoncoat
Her blev detektiven Denny Colt begravet, og herfra står han op igen hver dag for at frelse og fri os fra det onde.
Men så ophører parallellen også, for menneskesønnen fra graven er ikke Guds søn. Han er tegneren Will Eisners opfindelse, og nu den yngre kollega Frank Millers genopfindelse med filmen ’The Spirit’.
Superheltefeberen havde raset i USA’s underholdningspresse i nogle år, da en forvokset 23-årig jødedreng fra Brooklyn, William Erwin Eisner, i 1940 fik bestilling på at fremstille en fælles ugentlig tegneseriesektion til en stribe søndagsaviser og med en superhelt i hovedserien.
Eisners model var tidens gumshoe-detektiv i blå habit og cottoncoat og blød Fedora-hat, men udgiveren var paralyseret af den succes, som ’Superman’ havde haft fra 1938 og ’Batman’ fra 1939, så helten skulle være ’kostumeret’, forlangte han.
Smurte tykt på
Eisner var ikke uimodtagelig for argumentet:
Batman-tegneren Bob Kane havde han allerede haft ansat som assistent i Eisner & Igers tegneseriebureau, som han nu overlod til kompagnonen.
Og Siegel & Schusters projekt ’Superman’ havde han faktisk sagt nej til at trykke et par år før, for Eisner begyndte i branchen allerede som 17-årig.
Nu bøjede han sig for de faktiske forhold i jernindustrien og gav sin snuser en lille halvmaske på.
Og så smurte han ellers tykt på, i tegnestilen såvel som persontegningen.
Selvparodierende
Den samtidige ’noir’-films snuskede storbyscenografi, de forvrængende perspektiver og (ud)søgte billedvinkler præger historierne om den forgæves kamp mod forfaldet.
Og mændenes viljefaste kæbepartier såvel som de halvkriminelle damers nedringning og opslidsning overgik dem i serien ’Terry and the pirates’ af tegnerforbilledet Milton Caniff.
’The Spirit’ blev den første selvparodierende superhelteserie, årtier før de andre superhelte i 1970’erne løb ind i tragikomiske psykiske kriser, og postmodernismen i 1980’erne gjorde selvironi, intertekstualitet og metabevidsthed til hverdagskost i underholdningsbranchen og sløjfede skellet mellem lav- og finkultur.
Tåler tæsk i store mængder
Spirit har ingen superkræfter ud over én: Sin sejlivethed.
Han kan tåle tæsk i lige så store mængder, som Dan Turéll kunne tåle kærlighed.
Begravelsen af Denny Colt skyldtes ganske vist en slags misforståelse, men kom belejligt, fordi det gav strisseren lejlighed til at gå under jorden – helt bogstaveligt, altså – og derfra operere som freelancer, for nu ikke at sige selvtægtsmand:
En vigilante ligesom de andre maskehelte.
'Serienegeren'
Men han bevarer kontakten med kriminalinspektør Dolan og ikke mindst hans kønne, opofrende datter Ellen, der bliver læge og lappeskrædder, hver gang Spirit har fået bøllebank.
En anden hjælper har seriens Spirit i figuren Ebony White, en lille knægt i piccolouniform, med negroid hudfarve og læber, der siger agurk til Pamela Andersons. Læber.
Ubevidst racisme, sagde Eisners kritikere – »en bevidst parodi på den klassiske ’serieneger’« siger derimod den svenske kritiker Fredrik Strömberg i sin bog ’Serienegeren’ (2003).
I filmen er Ebony White ikke med – her repræsenteres afroamerikanerne af skuespilleren Samuel L. Jackson som Spirits hovedmodstander og ærkeskurk, Octopus – hvis fjæs man ellers aldrig så i tegneserien, kun de handskeklædte morderhænder.
Hetz mod tegneserier
Men bedst som det gik, standsede Eisner i 1952 serien, ja, hele virksomheden som serietegner. Årsagen var de års hetz mod tegneserierne:
»Jeg var altid flov ved at skulle forklare, hvor jeg arbejdede, og hvad jeg lavede. Når man sagde, at man var serietegner, svarede det dengang til at sige: ’Jeg er gadefejer’ eller ’jeg er altmuligmand på margarinefabrikken’«.
Hetzen, der herhjemme førte til nedsættelse af Undervisningsministeriets berygtede ’kulørte udvalg’, kulminerede i USA med psykologen Fredric Werthams bog ’Seduction of the innocent’ i 1954 og senatshøringer og offentlig afbrænding af tegneseriehæfter samme år.
»Da dr. Wertham udgav sin bog og begyndte at promovere den i medierne, føltes det som et genhør med hver eneste tegneseriehader, jeg nogensinde havde mødt, og jeg vidste, at jeg ikke længere kunne fungere i den atmosfære. Jeg var sikker på, at jeg havde gjort ret i at beslutte mig for at komme ud af det,« sagde Eisner senere.
Renæssance i 1970erne
I næsten tyve år tegnede han bestillingsopgaver for industrien og militæret, men oplevede en renæssance for serierne i 1970’erne med genudgivelse af ’Spirit’-striberne og i 1978 udgivelsen af hans andet hovedværk, ’En kontrakt med Gud’, i pocketbogs-format fire monokrome novellelignende kapitler af en billedfortælling fra 1920’ernes og 30’ernes Bronx, som han selv kaldte en »graphic novel«.
Eisner underviste og udgav lærebøger i »sequential art«, som han døbte det, og oplevede selv før sin død i 2005, at USA’s vigtigste årlige hæderspris for tegneserier blev opkaldt efter ham:
The Eisner Awards.
Gode venner i Danmark
Will Eisner, hvis murmaleri af en flyvende mand pryder en husgavl på Christianshavn, havde gode venner i Danmark.
En af dem, forlæggeren Jens Peder Agger, fortæller, at Eisner efter eget udsagn »kunne leve resten af mine dage af optionerne på at filmatisere ’The Spirit’«.
I 1987 lykkedes det at dreje en tv-film over serien, mens et tegnefilmprojekt med den senere instruktør af ’The Incredibles’ og ’Ratatouille’, Brad Bird, løb ud i sandet.
Når ’The Spirit’ nu genopstår på film, skyldes det en af Eisners mest talentfulde elever og efterfølgere, Frank Miller – manden, der midt i 1980’erne med tegneserien ’The Dark Knight Returns’ genoplivede Batman-figuren.
Sin City
Den kontrastsøgende tegnestil af kulsorte slagskygger mod en enkelt signalfarve, som Frank Miller især har dyrket i de foreløbig syv bind af tju-bang-sagaen ’Sin City’, er han nu i færd med at overføre til et filmsprog, der hverken er live action eller animation – eller både-og.
Gennembruddet for den form var Millers og Robert Rodriguez’ 2005-filmatisering af ’Sin City’, året efter fulgt op af instruktøren Zack Snyders film over Millers graphic novel ’300’, om de antikke spartaneres forsvar af Thermopylæ-passet mod perserkongen.
Foruden de sort-hvide kontrastflader dyrker stilen især enkelte kampøjeblikke, gerne gengivet i slowmotion som i repetitioner fra en boksekamp, så tempoet giver mulighed for at dvæle ved grafiske enkeltheder som under læsningen af en tegneserie.
Yppige damer
Teknikken, der filmer skuespillerne mod en ’grøn skærm’ og bagefter lægger figurerne ind i en computerskabt scenografi, har Frank Miller nu yderligere rendyrket i ’The Spirit’, med den ret ukendte skuespiller Gabriel Macht som storbyens sejlivede frelsermand med blafrende cottoncoat og det blodrøde slips flagrende i slipstrømmen efter den forbipasserende højbane.
Omkring Samuel L. Jackson som Octopus med de livsfarlige gorilla-kloner flokkes en skare af yppige kvinder, som Will Eisner ville have nydt:
Scarlett Johansson, Eva Mendes, Paz Vega og Sarah Paulson.
Amerikanske biografgængere kan møde den genopstandne 1. juledag, mens vi herhjemme må vente til 1. januar.
fortsæt med at læse
