Lyt til artiklen
Da François Truffaut skrev sit berømte essay ’En vis tendens i fransk film’ i 1954, skete det i oprør mod en bestemt slags film: de historiske dramaer, der på autopilot alle fortalte den samme historie om helte og heltinder, romantik og idealisme, og som – meget væsentligt – var optaget i kunstige filmstudier, langt fra virkelighedens Paris.
Truffaut og hans kolleger fra Cahiers de Cinéma ønskede at gøre op med traditionen for store, dyre studieproduktioner af uopfindsomme film, som han nedsættende kaldte ’cinéma de papa’, og i stedet lave realistiske og vedkommende film. Tårevædet sentimentalitet Man skulle tro, at hele den franske nybølges tsunami af neorealistiske mesterværker var gået hen over hovedet på Christophe Barratier.
