Det er egentlig besynderligt, at der ikke er lavet flere film om borgerkrigen i Eksjugoslavien, et europæisk land, der har været vidne til monstrøse uhyrligheder, der let lader sig sammenligne i grusomhed med krigsforbrydelserne under Anden Verdenskrig.
Måske er det for tæt på – både rent historisk for tæt og geografisk for tæt på de steder, hvor vi sorgløst slikker sol om sommeren? Sober, europæisk film Hvorom alting er: Det er usædvanligt at se en god, europæisk film, der tør tage livtag med borgerkrigens efterdønninger. Og særligt i disse dage, hvor Radovan Karadzic står for retten i Haag. Tyske Hans-Christian Schmids ’Hannahs valg’ er en sober film, der fortæller sin meget dramatiske historie på påfaldende udramatisk vis. Hannah Maynard (newzealandske Kerry Fox) er anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Hun overtager en sag fra sin kollega, som forfremmes til en stilling, de begge søgte, og sagen tegner til at være helt klar: Den tidligere militærkommandør Goran Duric står anklaget for etnisk udrensning i den bosniske by Kasmaj 15 år tidligere, og alle indicier peger på hans skyld.




























