Gør tv-kanalernes syndflod af støjende discountanimation efter dusinskabelon ikke anden gavn end at skærme forældres weekendmorgensøvn, så har de dog også den bivirkning at sætte modsætningen i fordelagtigt relief:
Den originalt fortalte og omhyggeligt formede tegnefilm.
Dén enestående kunstart dyrker ingen i verden for øjeblikket smukkere end japaneren Hayao Miyazake, hvis film vi herhjemme har været bagud med, så nu kommer perlerne som på snor: ’Chihiro og heksene’, ’Det levende slot’, ’Kiki den lille heks’, ’Min nabo Totoro’, ’Porco Rosso’ og nu den helt ny: ’Ponyo’.
Vi har flere af de tidligere til gode. Håndværket fra hans Ghibli Studier er udførligt og sikkert, billedsproget krystalklart og farveglad som en sommermorgen, fortællelysten uforsagt og fuld af opvakt livsappetit som hos et fem-seks års barn.
Ikke-vestlig magi
Sådan en dreng er Sosuke, der bor med sin mor på klippen over havet og morser lysblink til sin sømandsfar, når hans skib passerer ude i det fjerne. I havstokken neden for huset hjælper drengen en guldfisk ud af et syltetøjsglas, tager den – nej: hende – op i en spand og kalder hende Ponyo.
Fisken er i filmens melodisk smukke og magisk enkle undervandsoptakt svømmet hjemmefra, dvs. fra en stime dubletter og deres fælles ophav, havtroldmanden Fujimoto.
Miyazakis allestedsnærværende magi er ikke vestlig. Hans hekse og troldmænd er naturkræfter hinsides godt og ondt, måske nok ude efter magt, men også bundet af deres væsen.
Havtroldmanden ligner mest sin flyvende luftpendant fra ’Det levende slot’, et androgynt og ofte rådvildt væsen, men forbundet med vældige tsunamikræfter. Og da guldfisken slikker drengens sår og med blodet får trangen til at blive menneske, kommer naturkræfterne ud af balance:
Vandene stiger, og Ponyo forvandles fra pige til fisk og tilbage igen.
I den ganske voldsomme kulmination stormer hun/den – her et besynderligt amfibium, hverken fugl eller fisk – hen over de truende brådsøer i et dansende løb for livet og en kærlighed, der trodser elementerne.
Den lille klimadebat
Udfaldet af kampen mellem kaos og kærlighed – hvor kun børn og kvinder aktivt og entydigt kæmper for det gode, og hvad betyder faderens demonstrative fravær? – undgår ikke et præg af tilfældighed, selv om der vel nok ligger et fasttømret, men alt andet end vestligt, verdensbillede bag.
Men den selvfølgelige ophævelse af grænsen mellem hverdagsrealiteter og en magisk verden, som fortryllede i ’Min nabo Totoro’, er blevet alt andet end ubesværet her.
Trolddommen truer sågar verdens balance, men jeg kan nu ikke øjne noget letfatteligt indlæg om Kyotoaftale eller klimadebat. At vi skal ’lade naturen være’?
Ikke helt, for med Ponyo skal vi jo netop ønske forvandlingen fra fisk til menneske, som kærligheden kan sikre – men det er netop dén forandrende indgriben i elementernes balance, der udløser naturkatastrofen.
Skønhed for alle aldre
Forvirring og løse ender bliver en del af dette knæhøje havfrueeventyr med en nutidig hverdagsscene på landjorden og en undervandsverden som et naivistisk, men besjælet ’Find Nemo’-ocean af gopler og plankton, havstrømme og fiskestimer – håndtegnet skønhed for alle aldre, og så til lyden af en sopranarie! I en børnefilm!
Også de danske stemmer er der arbejdet fornemt med.
Klara Kraft og Jacob Garde er de to centrale og ukrukkede børnestemmer, og da f.eks. både en havgudinde og en flok koner på plejehjem må træde i aktion, taler den første som Sofie Gråbøl, og de gamles røster tilhører et rosenflor af danske primadonnaer omkring pensionsgrænsen: Susse Wold, Lisbet Dahl, Lily Weiding, Ghita Nørby og Annie Birgit Garde!
fortsæt med at læse
