Så er vi snart ved at have indhentet hele Hayao Miyazakis bagkatalog. Og hvilken rejse har det ikke været!
Den ærligt talt geniale japanske tegnefilmskaber har siden 1979 lavet en stribe magiske tegnefilm, hvoraf flere er blevet uopslidelige klassikere.
LÆS ANMELDELSE 'Porco Rosso' er et fantastisk eventyr
’Laputa slottet i himlen’ fra 1986 var Miyazakis tredje værk.
Ikke den allerstørste blandt Miyazakis ti tegnede spillefilm, men immervæk en flot og fuldgyldig repræsentant for en stil, en tegnet vision og en filosofi, som homogent har kendetegnet hans livsværk og stadig gør det nu, hvor vi venter på hans fortsættelse af flyverfilmen ’Porco Rosso’.
Fantasifortællere
Som i så mange af Miyazakis film udspiller også ’Laputa slottet i himlen’ sig i en fænomenal verdensfantasi.
Et frit opfundet land, som minder om England omkring Første Verdenskrig placeret i en fantastisk verden, hvor fortællingens normale tyngdekraft er ophævet. At navnet på fortællingens flyvende ø er lånt fra Swifts ’Gullivers rejser’ er en passende hyldest fra den ene store kritiske fantasifortæller til den anden.
Allerede i 1986 oplever man Miyazakis dobbeltblik på teknologien. Vi befinder os i en verden, hvor opfindelsernes pionérånd er som hos Jules Verne, men hvor verdenskrigene med deres frygtelige krigsteknologi og især atombomben udgør opfindsomhedens dystre bagside.
Miyazakis budskab er lige så enkelt som uomgængeligt.
Hvis først en civilisation slipper sin kontakt til naturen og hovedløst giver sig teknologien i vold, venter katastrofe og selvdestruktion. Men heldigvis løfter Miyazaki altid pegefingeren på en måde, så den bliver forvandlet en tryllestav, der fremmaner det mest overrumplende eventyr på den økobevidste konto.
Agenter og flypirater
Pigen Sheeta befinder sig om bord i et luftskib, da det bliver overfaldet af flypirater – altså flyvende pirater – anført af den grovkornede heksepirat Mama og hendes håbløse sørøversønner. Sheeta viser sig allerede at være kidnappet af kolde mænd med sorte solbriller.
Hun undslipper i tumulten både solbrillerne og piraterne, takket være en flyvejuvel hun har hængende om halsen. Flyvejuvelen er den magiske nøgle til den sagnomspundne flyvende ø Laputa. Det er juvelen, de alle sammen er ude efter.
Sheeta bliver venner med den forældreløse dreng Pazu fra kulminerne. Sammen må de flygte fra piraterne, agenterne og et militær, der ligner en direkte begmand til den japanske militarisme, der førte landet ud i katastrofen for godt 70 år siden.
Piraterne viser sig at være langt mindre slemme. Hvorfor? De efterlever bare deres natur. »Vi er pirater, så vi går efter skatten«, som de bramfrit erklærer over for Sheeta og Pazu.
Dickensiansk manga
Visuelt er det en forbløffende film.
Realiseringen af den flyvende ø Laputa, hvor Babelstårnet og Livets Træ synes at være vokset sammen, er en fornem vision, der meget vel kan have inspireret James Cameron til ’Avatar’.
Sheeta og Pazu er et par friske hovedpersoner, og det spraglede persongalleri udtrykker Miyazakis fornemmelse for at sammensmelte manga med Charles Dickens.
LÆS OGSÅ Chihiro-instruktør fortryller påny
’Laputa’ kan på nogle måder ses som et forstudie til mesterværket ’Det levende slot’, men er en stor tegnefilm på egne præmisser, selv om dens kritik af den autoritære militarisme var mere bastant i 1986, end den blev det senere.
I forhold til hans senere film er ’Laputa’ actionpræget og holder et højt tempo. Så det er ikke en variant af ’Min nabo Totoro’, men klart en af de mere voldsomme Miyazakifilm. En tegnefilm, der mere henvender sig til store børn og voksne end til småbørn.
fortsæt med at læse
