I Japan er tegnefilm og tegneserier ikke reserveret det barnlige eller de fantasifulde eskapader.
’Oppe på Valmuebakken’ af mesteren Hayao Miyazakis søn Goro er således en ret realistisk historie helt uden de fantastiske og syrede elementer, som normalt pryder seniors film.
Med sin bemærkelsesværdige indre ro og sit fokus på betydningen af den præcise naturalistiske detalje er ’Oppe på Valmuebakken’ beslægtet med Taniguchis tegneseriefortællinger ’Min fjerne barndomsby’ og ’Manden der går tur’.
LÆS OGSÅ Japansk instruktørs søn snupper fars job
Filmen udspiller sig i Yokohama i 1963. På et tidspunkt, hvor Japan er ved at komme på fode igen, og hvor man forbereder sig på at skulle afholde olympiske lege i Tokyo. Noget nyt er ved at bryde frem. Noget gammelt ved at forsvinde for altid.
Modernitetens pris er et gennemgående tema i Hayao Miyazakis film, men i Goro Miyazakis anden film er den kun en tone blandt mange.
I stedet får man en historie forankret i en tid og et sted, hvor man oplever, at man befinder sig i Japan i 60’erne siddende til bords med misosuppe og tofu til morgenmad i huset på Valmuebakken.
Stemningsmættet hverdag
Tre skraverede streger på kinden kan være nok til at fremkalde en både klædelig og bevægende rødmen. At den naturalistiske detaljerigdom og mangas simple tegnsprog går smukt hånd i hånd, understreger Goro Miyazaki.
Han er en mindre inspireret filmskaber end sin far, men kompenserer med omhu i den gryende, blufærdige kærlighedshistorie om Umi og Shunn.
LÆS OGSÅ
Gymnasieeleven Umi må hver morgen og aften lave mad til gæsterne i hendes mors pensionat. Shunn derimod har tid til at være engageret i kampen for at bevare elevernes forfaldne klubhus.
De nørdede gymnasieelever i klubhuset leverer komikken, men bedst er filmens sans for stemningsmættet hverdag. Hvilket nok gør filmen for stillestående til mange børn.
Det mest oplagte publikum er voksne med interesse for tegnefilm og tegneserier. Hører man til dem, venter en virkelig smuk oplevelse.
fortsæt med at læse
