Bortset fra den smukt stønnende ’Je t’aime ... moi non plus’ var Serge Gainsbourg trods oversatte hits i sin levetid primært et fransk fænomen. Det har ændret sig. Som popkulturel legende har Serge Gainsbourg, siden han definitivt brændte ud i 1991, været et idol.
En postmoderne ironisk tidsalder med appetit på kitsch har forstået at sætte pris på en popkunstner, der hæmningsløst blandede alle tænkelige genrer. Gainsbourg var postmoderne, længe før begrebet blev opfundet, og ville nok have været stolt som en pave over at blive betragtet som übercool længe efter sin død. En biopic om Gainsbourgs liv og kunstneriske leben er således et absolut aktuelt forehavende. At Eric Elmosnino ikke blot ligner Gainsbourg, men også viser sig som en glimrende aktørcharmør, giver ’Gainsbourg’ et altafgørende fundament. Både som personhistorie og musikfortælling er det smittende kulørt stof. Indforstået fransk ’Gainsbourg’ er udadvendt som en popsang, men samtidig indforstået fransk. Meget forudsættes bekendt. Lucy Gordon er en fornem Jane Birkin, men man skal selv regne ud, at det er Jane Birkin, hun spiller. På samme måde er en række personer tydeligvis franske kendisser, man forventes at genkende.
