Når tv-serien 'Miami Vice' sidst i 1980'erne rullede over skærmen med hurtige biler og endnu hurtigere speedbåde, var det drengerøvsfjernsyn af bedste skuffe: hurtigt, flabet, uforpligtende og fjernt fra enhver ubehagelig virkelighed. Michael Mann, der senere skulle instruere bl.a. 'The Insider' og 'Heat', var producer på serien og medforfatter til et afsnit, og nu har han øjensynlig besluttet sig for at vise, at Reagan-optimismens actionkomedie også kan spilles i Bush-æraens pessimistiske mol: Med nattesort grynfilter for kameraet, såvel som for samfundssynet, har han erstattet Don Johnsons porcelænssmil og vatskuldre i pastelhabitten med Colin Farrell som den mutte undercover-agent med tredagesstubbe, moustache, halskæde og hockeyhår, som om vi alligevel på en måde var i 80'erne endnu. Som Rico Tubbs, Sonnys sorte sidekick, er sødtsmilende Philip Michael Thomas udskiftet med skægskumlende Jamie Foxx fra Manns forrige, 'Collateral', som også havde Dion Beebe bag kameraet. Foxx har nu ikke meget at rive i, men Farrell har masser - inklusive kønne, sure Gong Li som cubansk-kinesisk kassererske i det nazi- og narkonetværk, makkerparret infiltrerer. Efter 'Alexander' kunne det kun gå fremad for Farrell, og her er han glimtvis lige så god som i psykopatrollen i 'Daredevil', tilsat lidt blødere John Smith-troskyldighed fra 'The New World'. Ingen af parterne slider meget på smilebåndet, men ligesom de labre speedbåde ud for Floridas kyst planer især den sidste af de over to timer smukt på en genresikker bærebølge af kidnapning, udrykningsstyrker, eksplosioner - og skift i mønsteret af venner og fjender. I det mønster lyser Ciarán Hinds, som sædvanlig, mens John Ortiz og Luis Tosar som kartelbagmænd er lige så forudsigelige i deres latin-skurkagtighed som hele det plot, der er trukket i kioskens trivialautomat, inklusive lækken i politiets egne rækker og romancen med piratprinsessen. Men de har moret sig, mens de lavede den - dét tror man på. Og andet behøver sådan set ikke være troværdigt i sådan en stiløvelse, hvor alt kommer an på 'hvordan' og intet på 'hvad'.