Med mexicansk fribrydning - lucha libre - som påskud er dette primitive farceforsøg en susende forbier, pinlig lige fra plot til udførelse. En Cheech & Chong-farce fremstår i sammenligning som lysende intelligent og fordomsfri, befriende, professionel filmkunst. Ignacio kom som forældreløs til munkeklostrets børnehjem, hvor han nu som voksen, overvægtig, men ikke overbegavet kok fremstiller mad, der helt bogstaveligt ser ud til allerede at have været gennem fordøjelseskanalerne. Med pinlig 'spansk' accent og uden vid eller charme forsøger Jack Black at anskueliggøre Nachos drømme om rigdom nok til at præstere bedre mad til de forældreløse - og om at gøre indtryk på den lækre ny lærerinde, søster Encarnacion. Hun inkarneres af den fersk smukke Ana de la Reguera, om hvem vi nu ved, at hun kan smile blidt på kommando - men ikke andet. Nacho forsøger sig ved nattetide hemmeligt som maskeret fribryder i trikot, han vil være tiljublet og vinde penge som de andre luchadores. Men klumpedumpen ligner jo hverken folkehelt eller -halvt i denne groteske variant af Celestin/Floridor-figuren, som vi kender den fra frk. Nitouches kloster. I ringen kæmper han sammen med El Esqueleto, spillet som en radmager fattigrøv med friluftgebis af Hector Jimenez. Det bliver det ikke sjovere af. Jared Hess - både manus og instruktion - går ud fra, at over- og underernæring, dværgvækst, latinamerikansk opvækst plus enhver anden afvigelse fra en lavere amerikansk middelklasses socialt panikslagne normalitetsfordomme er morsomt eller latterligt i sig selv. Dialog med og især uden pointer serveres på staveplade, og hver en scene er trukket ud, så vi kan følge med, om vi så skulle være endnu mere retarderede end instruktøren. Først efter halvanden times hård kamp for ikke at forlade biografen oplever man i den afgørende brydekamp et næsten frisk tempo, som sikrer makværket det ene lille, skælvende hjerte.