Blandt vore mere kyniske selskabslege er væddemålene om, hvor længe en af vennernes ny forhold vil holde. En måned? Et år? I den leg ville man næppe satse mange skillinger på Gary og Brooke: Ikke blot fra hhv. Mars og Venus, men han fra bagsiden af Mars: ikke dum, men upoleret til det bøvede og med det lokale baseball-hold som hovedinteresse - hvorimod hun er finkulturelt interesseret og ambitiøs både med job og hjem. Hun arbejder på et kunstgalleri, han er turistfører i bedste stand-up-stil på en Chicago-bus - den største seværdighed lader til at være en brandstation fra midten af 1800-tallet?! Nå, med raske klip fra fotoalbummet går vi ind på postulatet om, at de altså alligevel falder for hinanden og flytter sammen - heldigvis kun som kort afsæt for den lange historie om, hvordan de går fra hinanden igen: Et øjebliks udbrud af velbegrundet frustration - efter den middag, hvor familierne skulle møde hinanden, selvfølgelig! - eskalerer ubevogtet til totalkrig på både territorium og følelsesliv i et festfyrværkeri af privatlivsterrorisme mellem de to. En yngre, ugift toværelses-version af 'Rosernes krig', Michael Douglas og Kathleen Turners skoledannende skilsmissekamp på liv og død. Begge håber på forsoning, men i såret stolthed lukker hun sig inde i soveværelset, mens han besætter sofaen i stuen. Gode råd fra omgangskredsen er rigtig dårlige, for ven og veninde projicerer selvfølgelig bare deres egne problemer ind i brudfladerne. Så da han inviterer gutterne og pigegarden hjem til det ny billardbord, han anskaffer i stedet for spisebordet, svarer hun ved at udlåne soveværelset til sin bror som øvelokale for hans mandskor! Komedie er det, lige efter amerikansk opskrift og skema med 'Hvem støver af?' som erklæret forbillede - men slutningen dog mindre forudsigelig end ... øh, forudsagt. Men det trods alt interessante ved denne dusinfilm - som det altså er - er hovedrollehaverne. To groft overdrevne typer forvandlet til individer: Jennifer Aniston overbevisende som den i grunden konstruktive og begavede Brooke, moderat i sit følelsesregister i forhold til Judy Davis i en tour de force-rolle som den outrerede galleriejer. Vince Vaughn velmenende og klog nok bag Garys næsten ubærligt afstumpede facade - og ikke nær så dum som storebror, Vincent D'Onofrio i en rørende endimensional birolle. Amerikansk selvværdstræning giver nu Hollywood-skænderier en egen argumentationsenergi, uanset det intellektuelle niveau - ikke mindst når både Aniston og Vaughn samtidig antyder de kanter af ægte sårbarhed og ukontrollabel aggression, som - næsten! - gør selv de mest grotesk overdrevne situationer og krigshandlinger troværdige. De energiske ydmygelsesmanøvrer fra begge sider må virke befriende og inspirerende på den, der selv befinder sig i et umage parforhold. Så se den hellere før din sambo!