Takket være 'Down to the Bone' blev debutanten Debra Granik i 2004 kåret til bedste instruktør på Sundance-festivalen. Der er da også tale om et sikkert instrueret stykke amerikansk socialrealisme. Temaet er stofafhængighed. Vera Farmiga spiller den unge kassedame Irene, der kæmper for at holde sammen på sit liv og sin familie. Hun har to drenge og en ægtemand, der ikke er slem, men heller ikke meget bevendt. Og så har hun lavvande i kassen. Den i forvejen beskedne økonomi bliver drænet af misbrug. Hvor hendes mand nogenlunde holder balancen med et højt hyggeforbrug øl og joints, er Irene seriøs kokainmisbruger. Et misbrug, som i længden systematisk undergraver alle drømme om at skabe et bedre liv. 'Down to the Bone' er en ganske nøgtern beskrivelse af afhængighedens anatomi. Irene gør et behjertet forsøg på at undslippe kokainens blide kvælergreb, men at misbrugets mekanismer kan iklæde sig mange skikkelser, opdager Irene, da hun skifter sin afhængighed af kokain ud med en forelskelse i sygeplejeren Bob, der selv har en narkohistorie. Debra Graniks film virker både ægte og lavmælt insisterende. Den hverken svælger i ynkelighed eller foregøgler lette løsninger. Det er en kold vinter. Lyset er gråt. Livet er sjappet. Mulighederne begrænsede. Der er ikke meget at varme sig ved. Uden at skære noget ud i pap fortæller Granik i lutter gråtoner ikke kun om afhængighedens svøbe, men også om dens tillokkelser som tilsyneladende alternativ. Børnene ønsker sig en slange. Slangen spiser mus. Børnene stirrer på musen, som stirrer hypnotiseret på slangen. Symbolikken kunne have været tung. Men Granik håndterer også dette dygtigt. Der er gift i luften. Ingen har skylden. Svagheden må man deles om.