En vis rå enfold og lejlighedsvise strint af blodrød er vi vant til fra Anders Morgenthalers daglige gale streger på bagsiden af denne sektion af Politiken, men når hans debut som animationskunstner i spillefilmformat i dag også byder på stiliseret splatter, er der en afgørende forskel: Tegneserien 'wulffmorgenthaler's absurde humor er i filmen 'Princess' udskiftet med rent, råt raseri. Ingen utidig gymnasticering af smilebåndet her. Emnet kalder måske heller ikke på det, for filmen er et sammenbidt angreb på pornoindustriens ødelæggelse af de kvinder, der står foran kameraet, personificeret ved titelfiguren. 'Princess' selv ser man dog ikke i tegnerens streg, men på de stumper af realfilmet, håndholdt hjemmevideo, der følger hende fra teenager til pornostjerne, narkomisbruger og død. Trods de korte glimt - cirka 20 pct. af filmens længde - giver unge Stine Fischer Christensen figuren liv med en friskhed og letsindig sårbarhed, der er livsnødvendig for hele projektet. Hendes menneskelighed skal nemlig legalisere umenneskelighederne imod dem, der har ødelagt hende. Bag videokameraet har hendes bror stået (stemmen og realfilmskikkelsen er Thure Lindhardts), og efter hendes død vender han hjem fra en præstegerning på de ydre missionsmarker for at tage sin moderløse fem-årige niece Mia til sig. Og for at rense søsterens eftermæle ved at uskadeliggøre alt det pornografiske materiale - og om nødvendigt dem, der stadig tjener på det. Der bliver brug for den røde farve. »Jeg er ikke forarget. Jeg er ikke nypuritansk«, siger instruktøren selv, men filmens forløb modsiger ham - og det samme gør dens form til dels. Både karaktertegningen og stregen er et barsk, direkte bud på dansk animé, altså den japanske, stiliserede, lidt rykvist computeranimerede streg, mange kender fra kult-actionfilmen 'Ghost in the Shell', mens den mere 'runde' fra 'Chihiro og heksene' og Hayao Miyazakis andre film, som både Disney og danske biografdistributører har foretrukket, stort set kun repræsenteres af den lille Mia med de store øjne og det fatale bløde bamsedyr på slæb. Den virkningsfulde fortælleteknik på de to planer - og med et mellemniveau, hvor realfilmede pornoplakater og billeder stiliseres til løbende bånd af fotografik - er en ambitiøs og original satsning på animation for voksne. Og et helt nyt kapitel i dansk animationsfilms historie åbnes. Med sit verdenspotentiale som kultfilm kan 'Princess' udmærket blive en billet til det animationsmarked, hvor 'Familien Simpson's elskelige absurditet møder 'South Park's uelskelige ditto, og hvor Bill Plympton med f.eks. 'Mutant Aliens' demonstrerer svulstig livslysten satire, men Sylvain Chomet med 'Trillingerne fra Belleville' en lige så absurd poesi. Dén kombination af vidsyn, vovemod og virtuositet kan dårligt prises for højt. Men ærlig talt kunne de mange fortælleniveauer udmærket have muliggjort en mindre sort-hvid gennemlysning af pornografiens udspring - ja, kroppens vedvarende energikilder, mener jeg - og f.eks. med selvironiens hjælp have åbnet for en humoristisk dimension uden dermed at forråde den velmotiverede harme over for en livsforagtende kynisme, som vel kun våben- og medicinalindustrien kender sidestykker til. Mytisk forenklet er billedet af både Kvinden, Manden og Barnet i 'Princess' - ligesom i den industri, den går til angreb på. Med ondt skal ondt fordrives, siger man, men passer det her? En nok så sofistikeret evne til at rumme det modsætningsfyldte er måske det vandmærke, dansk film kendes og beundres mest for i den store verden i disse år. Hvorfor dog ofre det danske raffinement, bare fordi japansk animé teknisk har en tiltalende, højeffektiv form at efterligne? I foregangslandet for billedpornoens frigivelse i 1970'erne bør vi da også være foran med selvransagelsen; men er den ensomme hævners blinde og blodige selvtægt virkelig løsningen på pornoindustriens egen kyniske primitivisering af liv?