Hvad foregårder i hovedet på en selvmordsbomber? De fleste af os har vel stillet os selv spørgsmålet og ledt efter et tilfredsstillende svar. Handlingen er for fremmedartet, for rystende, for fanatisk i sin menneskeforagt. I sin selvudslettelse en så radikal overskridelse af vores individualistiske kategorier, at det ikke er til at fatte. Men vil man blive klogere på det dødsensfarlige fænomen, yder Hany Abu-Assad en håndsrækning i sin på alle måder dybt interessante film 'Paradise Now'. Imponerende nok falder Hany Abu-Assad stort set ikke i nogen af de mange polemiske og politiske fælder, det på alle måder sprængfarlige stof ellers lægger op til. I stedet for at grave sig dybt ned i hovedpersonernes psykologiske historier eller opremse israelske overgreb giver Abu-Assad et nøgternt portræt af den mentale og politiske grobund for selvmordsbombernes desperate handlinger. Handlinger, der nok så kynisk orkestreres fra politisk hold. Khaled og Saïd er to helt almindelige unge mænd fra Nablus. Et par afslappede fyre tilsyneladende. Begge har imidlertid for længst meldt sig som selvmordsbombere, når dagen oprinder. Uden at forhastesig skitserer Abu-Assad et liv på den indkapslede Vestbred, hvor de israelske bosættelser breder sig. Klaustrofobien er kvælende og de økonomiske og sociale fremtidsudsigter forkrøblende ringe. Livet for de unge mænd er dræbende kedeligt. Uden at vifte med paroler eller vise israelske tanks pløje igennem Jenins ruinhob gør Abu-Assad noget langt mere virkningsfuldt. Uden at kommentere det med ét ord viser filmen to vidt forskellige verdener kun adskilt af pigtråd og ganske få kilometer. Den glitrende velstand i Tel Aviv. Pulserende af muligheder. Det fuldstændig nedslidte Nablus på Vestbredden. Et støvet limbo. Det er en historie uden helte. Det er ikke noget specielt elskværdigt portræt, Abu-Assad tegner af Hamas-folkene. Den slebne fanatiker Jamal, der uden at blinke sender andre i døden, er ikke et forbillede. Vil selvmordsbomberne nogensinde afstedkomme andet end massiv israelsk gengældelse og give omverdenen et alibi for stiltiende at se til? Næppe. Men 'Paradise Now' forstår og analyserer den desperation, der driver værket. Peger dog nok så vigtigt i stedet på den unge kvinde Suha og hendes kamp for menneskerettigheder, som en i længden både mere perspektivrig og effektiv form for frihedskamp. 'Paradise Now' er således ikke blot et dybt fascinerende og ganske afbalanceret indblik i den palæstinensiske heksekedel, men er også bærer af et helt afgørende humanistisk budskab. Et budskab, som ikke virker mindre påtrængende, når man har set denne film om det mærkværdigt hverdagsagtige i tilværelsen og ritualerne, der fører frem mod den planlagte selvmordsaktion. I øvrigt er filmen velgørende renset for vold. Scenen manhusker bedst: Når de unge mænd står og vifter med maskinpistol og korancitater, mens de omhyggeligt instrueret indspiller den obligatoriske martyrvideo. De to unge mænd, man har lært at kende. To unge mænd, som til hverdag er mere optaget af deres vandpibe og af at finde de billigste vandfiltre til deres mødre. Klip til: Den lille videobutik i Nablus. Byen har ingen biograf. Den har demonstranter for længst futtet af. Men i videobutikken kan man både leje og købe videobånd. Både dem med martyrerne, der siger farvel, og dem, der viser kollaboratørerne tilstå alt, inden de bliver likvideret. Aftenunderholdning på Vestbredden. »Hvad sker der bagefter?«, spørger Khaled nervøst. Han sidder i bilen med en bombe spændt på sin krop. »To engle vil hente jer«, svarer Hamas-manden Jamal uden tøven. Han tror ikke selv på det. Han tror på sagen. Men i denne film er der hverken engle eller djævle i sigte. Kun en forstemmende virkelighed med en spinkel sprække til lyset trods alt.