Den søgte titel er citat af en sang om nødvendigheden af at drømme - og dét er et af denne smukke - og bevidst overpyntede - films væsentligste budskaber. Sådan nogle har den nemlig, ganske umoderne, og ganske vist pakket ind i eventyrets og legens udtryksformer. 'Breakfast on Pluto' er en film om rå vold og intolerance over for retten til at skeje ud, f.eks. i flæser og høje hæle. Om uskylden midt i en dekadent kynisme, om at stole på hjertets renhed og dét at ville. På den facon et eventyr. Talende rødkælke indrammer da også fortællingen, som repræsentanter for snakken i den lille by, hvor hittebarnet Patrick er i pleje hos kroholderen. Allerede i skoleårene trækker Paddy med fryd i dametøj, han finder en kreds af outsidere som kammerater og udvikler sig målbevidst mod sin identitet som 'Kitten' - det navn den kun alt for yndige dreng selv vælger. Sårbar, men sej, teatralsk, men tapper spreder Cillian Murphy i denne imponerende præstation som filmens fortæller og handlingscentrum sit forførende alfelysskær over en kreds af andre stærke skuespilpræstationer. En af dem er Liam Neeson, byens præst, som den unge smukke Eily - med krøller »som Mitzi Gaynor« (fra 'South Pacific') - var hushjælp hos, før hun brat forlod byen og babyen. En eventuel forbindelse mellem hittebarndom og translyster overlades det til os selv at overveje, men der er en bidsk anklage mod den katolske kirkes cølibatkrav indbygget i Fader Liams kvaler over sit påtvungne svigt som fader, selv om romancen om Eily ellers opleves gennem Kittens musical-lyserøde drømmesyner. Denne stilistiske distance til de hjerteskærende længsler opretholdes også ved at bevare Patrick McCabes romanopdeling i 30-40 korte kapitler, omhyggeligt nummereret og forud opsummeret a la Dickens: kap. 1 »hvori jeg bliver efterladt på et dørtrin« osv. Distancen både mildner og skærper oplevelsen af Kittens brogede pilgrimsfærd fra den irske og IRA-plagede provins til de tidlige 1970'eres London, »byen der opsluger alt« - også hans ukendte mor. Og hvor IRA for alvor folder sig ud! Paddys/Kittens besynderlige og kiksede 'quest' gennem himmelhøje drømme og bundløst søle for at finde sin mor kombinerer træk af både riddersagn og guvernanteroman med en koket og rørende ironi, ikke mindst i akkompagnementet: Fra 'Running Bear' og 'Chirpy chirpy chip chip' (»where's your mama gone?«) rækker soundtracket over 'Love is a many splendored thing', her noget af en underdrivelse, til de dæmpede baggrundstoner af 'The Isle of Innisfree': 'Den tavse mand's tema som Fader Liams kendingsmelodi! Flere greb er lige så søgte som titlen, nogle scener så uvirkelige som rødkælkenes snak, så jeg ville tage tonen for højt ved at kalde filmen 'Den syngende detektiv's møde med 'Desert Queen'. Men en 'smal' film om et særpræget liv, præsenteret i én dansk kopi, udvider sig dog til et rørende, morsomt og tragisk, kniplingslet eventyr og billede på vores ensomme liv som overgangstilstand. Ikke blot fra køn til køn, men fra barn til voksen og - for det irske folks vedkommende - fra borgerkrig via ungdomsoprør mod begyndende boom.