Først da skikkelser som Storm og Wolverine midt i 1970'erne trådte ind på tegneserieholdet X-Men, og tegneren John Byrne overtog holdets seriestriber (endda efter store navne som Jack Kirby og Neal Adams), var grunden lagt for en af Marvel-koncernens største bladsucceser nogensinde, men også for en af de mest vellykkede superserie-filmatiseringer inden for de sidste ti års computerskabte billedrevolution. Først med den digitale teknik lykkedes det at overføre, ja, overgå tegneseriernes fascinerende naturstridige scenerier med en grad af detaljeret sandsynlighed, der samtidig sikrer realfilmens suggestionskraft. Og sammensmeltningen af realfilm og CGI-animationens tusind tricks er en filmisk hybrid, der passer som hånd i handske til de mutanter, der udgør X-Men. Historien om kampen mellem den telekinetiske supermutant Magneto - alias Eric Lehnsherr - og hans lige så telepatisk begavede modpart, professor Xavier med højskolen for 'særligt begavede unge', dvs. mutanter med hver sine særlige kræfter, er hverken mere eller mindre forvrøvlet end andre helteserier siden Jens Lyn - hvis den kun skulle måles på realisme. Det skal den ikke - men derimod på en art 'følelsesrealisme' baseret på lige dele moderne collegepsykologi og arketypisk figurgalleri med tilhørende mytiske motiver: Verdens herredømme og undergang. Efter Bryan Singers succesrige instruktion af 'X-Men' og endnu bedre 'X-Men 2' når vi her til klimakset: Det endelige opgør mellem Xaviers 'gode' mutantelever og -lærere anført af netop Wolverine og Storm, og så Magnetos styrker med den Phoenix-genopstandne Jean Grey som det ultimative våben. Fjendskabet mellem de to 'mutant-politikker' - duernes og høgenes - fremkaldes af den tredje, fælles trussel: USA's regerings forsøg på at 'helbrede' alle mutanter, dvs. berøve dem de særlige evner og gøre dem til dusinmennesker. Set fra X-mens - og dermed vores - synsvinkel en etnocentrisk eller direkte fascistoid bestræbelse på at møde forskellighed med magt og massemord. Præsidentens rådgiver Henry McCoy - selv mutant og bedre kendt som Beast - er modstander af dén plan. Hans delte loyalitet, og Wolverines ekstra skærpede konflikt - loyal over for Xaviers 'bløde' linje, men han elsker Jean som er i Magnetos magt - når vi knapt nok at leve os ind i. Det drukner i det teknologisk imponerende kamporgie, man derfor må betegne som overkill. Patrick Stewart som Xavier og Ian McKellen som Magneto er ellers fortsat lige autoritative præstationer, og Hugh Jackson er stadig inciterende menneskelig som Wolverine, Famke Janssen monumentalt tragisk som Jean. Men Halle Berry's Storm er efterhånden knapt et pust i sivet, hvorimod Kelsey Grammer som Beast havde fortjent bedre plads. Men skygger det digitale kamporgie for indlevelsen i de følelser, der stadig er alfa og omega for selv comiX-fiktion, så udgør opgøret og det afsluttende møde mellem Logan og Jean dog scenisk en storslået wagnersk Götterdämmerung, med svævende løsrevne brofag af Golden Gate som et højdepunkt.Der er production-value og mutantgigantsmæk for hver en skilling af billetprisen.