Det perfekte bankrøveri er blevet en subgenre i sig selv, og det samme er gidseldrama med forhandling. Selv om Spike Lee ikke netop et nogen genrerytter, lykkes det her for ham at bruge de to spændingstyper som sandwich omkring sin yndlingsmundfuld: Farverigt folkeliv i usentimentale detaljer. Det hjælper også med to suveræne hovedrolleindehavere plus assisterende stjernenavne. Denzel Washington spiller hele charmen ud som politiets cool forhandler over for gidseltagerne i Manhattan Trust Bank. Som røvernes leder lægger Clive Owen sin mest intelligente og intense livstræthed i at gennemføre den skjulte dagsorden for røveriet: at beslaglægge noget materiale fra en hemmelig bankboks. Den tilhører bankens bestyrelsesformand og stifter, Christopher Plummer, og materialet deri angår hans skumle hemmelighed. Derfor hyrer han high society-problemknuseren Jodie Foster, hvis topforbindelser skaffer hende adgang til forhandling med røver Owen. Willem Dafoe som leder af politistyrken omkring banken ser vi kun (alt for) lidt til. Alt sammen traditionelle genregreb. Hvis spænding delvis punkteres af indklippede afhøringsscener med gidsler og røver, tydeligt optaget efter aktionen: vi ved fra starten, de slipper uskadt! Spændingen taber højde, selv om vor nysgerrighed i stedet skal rettes mod den hemmelige bankboks, men det lykkes ikke Lee og manusforfatter Russell Gewitz at gøre fortidens synder interessante nok eller overhovedet at sandsynliggøre Plummers person - eller Fosters for den sags skyld. Men 'Inside Man' er jo ikke bare manden inden for murene, det betyder også: inden i mennesket. Og blandt de 50 gidsler finder Lee spillevende, originale hverdagsprofiler frem: sikhen der er godt træt af at blive mistænkt for at være arabisk terrorist; den dødsforagtende sorte knægt med videovoldsspillet 'Kill that nigga'; pigen i bankkøen med stor mobilstemme og endnu større nødder; den udfordrende, albanske kvinde, der skal have sin sækfuld parkeringsbøder - fra centrale hoteladresser? - annulleret, før hun gider oversætte for politiet. Sammen med kærlige kameravinkler på detaljer i byrummet omkring Wall Street er det denne palet af befolkningskulører og antydede livshistorier, der fanger i Spike Lees mere end to timer lange stiløvelse - ikke plottets kerne. Den er så sløjt forklaret, at man ligeså godt kunne klippe tyve minutter mere fra - og så få ét hjerte mere for idérig genre(mis)brug.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg kan jo ikke styre Morten Messerschmidt«
-
Han eksploderede på redaktionsmødet. Næste dag var han fyret
-
Skal du betale mindre i skat? Prøv vores beregner og få svaret
-
Efter afstemning om at stoppe Trumps krig i Iran udbrød der jubel i salen
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Kommentar
Han var så rørt over sin egen indsats, at han måtte fælde en tåre
Lyt til artiklenLæst op af Mette Davidsen-Nielsen
00:00




























