For små 30 år siden havde Wes Cravens 'The Hills Have Eyes' premiere med den mere slagkraftige end subtile danske titel 'Slagterbanden'. Jeg husker, hvordan vi smågrinende og lettere rystede over de makabre udskejelser kom ud af biografen. Den kaktuskorsfæstede og afbrændte mand med røg pulsende ud af lufthullerne! Den depraverede kannibal, der bed hovedet af en kanariefugl og slubrede blodet i sig, som var det en kold Coca-Cola på en varm sommerdag! Mon ikke også Ozzy Osbourne så 'Slagterbanden'? Nu har Wes Craven så givet sin velsignelse til en nyskrevet remake instrueret af franskmanden Alexandra Aja. Hvorfor vil den ikke gøre samme indtryk? Fordi grænseoverskridelsen i mellemtiden er blevet rutine. Vi er blevet vant til lidt af hvert. Ikke mindst kombinationen af uhygge og ironi. Og så kan lækrere rammer om det ulækre ikke rigtig erstatte det primitives rå ørkencharme. Aja har brugt en del af pengene på at visualisere landskab og mutant-freaks i et tidligere prøvesprængningsområde som dommedagskitsch. Det giver mening, eftersom der er lagt vægt på at fortælle historien som en amerikansk syndefaldsmyte. Det er regeringens forbrydelser, der har skabt Amerikas egne monstre. Men antydningen af moralsk forargelse er en mekanisk og overfladisk gestus. Det drejer sig stadigvæk om en helt almindelig og fredelig amerikansk familie, der er nødt til at lære at blive en helt almindelig, ultravoldelig amerikansk familie, hvis bare nogle af dens medlemmer skal have en chance i et ægte amerikansk mareridt. Den nye 'The Hills Have Eyes' er godt skruet sammen. Det er bare ikke særligt uhyggeligt. Filmisk er vi blevet hærdede turister i det makabres opfindsomme grænseland. Derfor findes den virkelige uhygge nu i en film som den aktuelle 'Wolf Creek', der hverken er ironisk, moralsk eller syret, men netop hævder at levere varen reality ren.