Mens Wagners 'Rhinguldet' fra 'Nibelungens ring' rumler ind over os med en intensitet som en begyndende torden, smyger de sig som hastige skygger gennem Virginias bølgende græs til de høje træer langs floden. Indianerne. Forundrede stirrer de fra deres skjul ud på de store træskibe, der majestætisk glider ned ad Chickahominy-flodens mudrede vande. Civilisationen er kommet til Amerika med al sin grådige brutalitet. Livet for de indfødte er for altid forandret, for ikke at sige ødelagt. Dramaet, krigene og romantikken kan tage sin begyndelse. Åbningen af Terrence Malicks version af den amerikanske myte om indianerpigen Pocahontas, den britiske officer John Smith og kultursammenstødet omkring dem, bringer med sine eminent placerede antydninger af noget skæbnesvangert minder frem om store krigsfilm som 'Dommedag nu' og Malicks egen 'The Thin Red Line'. Mennesket skal i kamp, skal det. Ikke bare mod sig selv og sine ukendte artsfæller, fjenden, men i lige så høj grad mod naturen. Som i sit stadig mesterlige opus om kuldslået kærlighed på håbløs flugt i vildnisset, 'Badlands' fra 1973 og netop 'The Thin Red Line', bruger Terrence Malick i 'The New World' ikke bare naturen som pynt eller symbol. Nej, de mægtige kræfter og det mysterium, der omgiver os, er en magisk med- og modspiller, som egentlig fortjener en fremtrædende plads på rollelisten. På den led repræsenterer 'The New World' et poetisk filmsprog, hvis eksistens og grammatik man næsten havde glemt. Derfor tager det lidt tid, inden man helt bogstaveligt glider ind i 'Den nye verden', dens perfekt genskabte historiske rammer og ind i en handling, der tager sig endeløst god tid. Det er et slag mellem to kulturer med kærligheden som spinkel vindebro over voldgravene, som man sagtens kan skrive ind i vor tids skærmydsler, hvis man magter det. For konflikten mellem de tunge briter, der sejlede op ad floden i 1607 og de med svovl prydede og nærmest nøgne indianere, 'the naturals', som briterne kalder dem, udvikler sig klassisk. Fra den venlige lugten til hinanden, til den nådesløse, gensidige nedslagtning. Men i Terrence Malicks optik er der først og fremmest tale om en romance, en umulig en af slagsen. Som lidt for tydeligt udpensles i en historie, der desværre især bevæger sig fremad via fortællerstemmen bag John Smith og Pocahontas. I virkelighedens verden bygger hele myten om den purunge indianerpige og den rebelske kaptajn i Hendes Majestæts flåde på Smiths dagbøger. Og oplæsningerne gør den i forvejen langsommelige historie endnu mere udynamisk og efterlader skuespillerne i et sært tomrum ude i naturens lyrik. Her lader Q'Orianka Kilcher, der er tysker, men har indiansk blod i årene, sit smukke ansigt lyse billederne op og sine blide bevægelser favne landskabet og himmelen. Til fortryllelse af den mørkt karismatiske Colin Farrell som John Smith og af alle os andre beskuere. Sjældent har man set en hovedrolle i den grad folde sig ud over sin film med blændende uspoleret og naturlig skønhed som her. Det tunge parti midt i filmen får desværre kærlighedshistorien til at minde mere og mere om en klichepræget sag som 'Legendernes tid'. Det hjælper ikke stort, at også Christian Bale kommer på banen som nybygger med blik for Pocahontas skønhed. Da er historien stødt på grund, og man sidder tilbage med et uforløst ønske om, at vi havde fulgt kollisionen mellem de to kulturer endnu tættere. Briterne, nær ved sultedøden, fanget i deres eget tilmudrede fort med deres tunge våben og de legende, letbenede indianere udenfor. Det er gammeldags filmkunst, så det basker. Vi må altså tage til takke med Q'Orianka Kilchers nymfeagtige kærlighed og knuste hjerte og John Smiths forræderi mod hende og sine egne følelser. 'The New World' bliver derfor først og fremmest beretningen om det bedrag, hvorpå Amerika er funderet. Det er bindeleddet mellem romancen og det historiske grundlag, der står i fokus, og det er slet ikke ringe, selv om naturens gådefulde medvirken og den underskønne Pocahontas kunne have drevet det videre. Det ønskede imidlertid hverken den hvide mand. Eller manuskriptet.