0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Angst æder sjæle op

George Clooney i fremragende, symbolsk clinch med mccarthyismen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da George Clooneys sort-hvide film 'Good Night, and Good Luck' blev screentestet for et publikum på 500 mennesker, spurgte 30 procent af dem, hvem den fremragende skuespiller var, som spillede senator McCarthy.

Det er ham selv, i direkte optagelser, og det er hans skyld, at filmen er optaget i sort-hvid.

Uvidenheden demonstrerer noget neutralt eviggyldigt om tidens gang - men den illustrerer også den måske nådige, måske ikke så nådige glemsel af de events, der engang var de mest sensationelle i samtiden. Begivenheder, som fik konsekvenser for eftertiden.

At være uamerikansk er forblevet en alvorlig anklage. Hvordan bevises en sådan anklage? Den skal ikke bevises - den er bare et emotionelt anliggende ...

Senator Joe McCarthy blev i sine velmagtsdage i begyndelsen af halvtredserne identisk med den jagt på kommunister, som efterkrigstiden gav næring til. Kommunisterne var kommet til magten i Kina i 1949, Sovjetunionen meldte om succesfulde atomprøvesprængninger, og diplomaten Alger Hiss blev i 1950 dømt som spion for Sovjetunionen.

Som formand for Senatets komité for uamerikanske virksomheder slog den fordrukne McCarthy sig op på en heksejagt på kommunister og kommunistsympatisører og havde en tid lang nationen i sin hule hånd - hvorfor? Fordi amerikanerne frygtede kommunismen.

Det gør de den dag i dag. Så sent som i 2003 udgav højrefløjsskribenten Ann Coulter er bog, 'Treason', hvor hun hvidvasker McCarthy og hævder, at ingen liberal amerikaner endnu har kunnet påvise en eneste person, som blev falsk anklaget af McCarthy.

Det er muligvis rigtigt, men sandsynligvis forkert. I hundredvis af amerikanere blev forhørt og anklaget og mange af dem afskediget. Den vigtigste forbundsfælle, McCarthy havde, var frygten.

Og en af de bedste scener i George Clooneys film handler om frygten. »The terror is right here in this room«, konkluderer tv-journalisten Ed Murrow, da hans kolleger på CBS i fællesskab overvejer, om Murrow har ret i sin modstand mod McCarthy. Selvcensuren begynder at nage. Hvad nu, hvis modparten havde ret?

Men tvivlen nager ikke Clooney så meget, at han ét øjeblik giver slip på sin primære holdning: at anklage ikke er det samme som bevis, at forsvar for friheden hjemme i USA aldrig bør medføre, at USA svigter udenfor. Formelle rettergangskriterier må opretholdes, hvis retfærdigheden skal ske fyldest.

Ed Murrow, som danskerne måske ikke kender så godt, var et ikon for det liberale Amerika i halvtredserne. Nogle danskere har dog mødt ham, f.eks. Niels Barfoed, og USA-interesserede vil måske genkende hans navn.

Om ham og om hans kamp på tv handler filmen først og fremmest. Først og fremmest fordi det var ham, som i en direkte tv-udsendelse gik frontalt til angreb på McCarthy og fik det forventede svar: Også Murrow selv var naturligvis kommunistsympatisør. Konfrontationen mellem de to fik skæbnesvangre følger for dem begge.

I 1954 var McCarthy færdig, degraderet, et alkoholvrag - og Ed Murrow blev flyttet fra sit program 'See It Now' til søndagsunderholdning. Han kunne en tid lang fortsætte med sine personinterview - et af de morsomme ser vi et udsnit af i filmen, hvor den kendte bøsse Liberace underholder Murrow om sine ægteskabsplaner, mens Murrow, diskret, arrogant, ser ned og inhalerer sin cigaretrøg.

Clooneys film er minimalistisk, næsten semidokumentarisk i sin skildring af nyhedsrummet på CBS. Men den er, trods en ufravigelig sympati for journalisten, der udtaler sin mening, aldrig sort-hvid. Skal en reporter rapportere, eller skal han redigere? Hvem betaler for hans meninger? Som CBS-lederen Frank Langella udtrykker det: »We print the news. We don't make them«. Er han usympatisk? Næppe. Han er dialogisk, debatglad.

Og kun debatten, den fri og uautoritære, kan befri et land for angsten.

Mange mindre og større uretfærdigheder afsløres i det minutiøst autentiske halvtredsermiljø. CBS-medarbejdere må ikke være gift med hinanden, det går ud over ægteparret Wershba. En anden medarbejder, Don Hollenbech, begår selvmord under presset og angsten.

Men det er kun i små usentimentale glimt, at de historier får vægt. Filmens største ressource er dens footage, dens optagelser og demonstration af tidens tv-begivenheder, hvor de store nyhedsstationer fik afgørende betydning for amerikanerne.

Som Ed Murrow er David Strathairn fremragende, med en naturlig autoritet, som aldrig får os til at tvivle på hans ord. Som memento om fjernsynets og i det hele taget journalistikkens forpligtelse til at fortælle sandhed er filmen også bemærkelsesværdig god, fordi den fungerer ufrelst.

Som eksempel på nutidens politiske debat om Irakkrigen, tortur og menneskerettigheder - amerikansk presses yndlingsemne i disse tider - fungerer filmen til gengæld kun delvis, aldrig demonstrativt.

George Clooney er ingen Michael Moore, og han har gentaget det igen og igen: Det er en historisk skildring fra fjernsynets vigtige dage, før al information blev infotainment. Væsentlig historieskildring.