Det er langtfra utænkeligt, at overhovederne i The Family Stone hørte Sly og hans stenede musikfamilie i Woodstock i sin tid, for ih, hvor er den collegeprofessor og hans nydelige kone dog fordomsfri og hip! På den dannede måde, selvfølgelig: Lad os bare få et bøv med, når den voksne søn fyrer den fede - men i et interiør fra Lysberg, Hansen & Terp, om vi må be'. Sådan en menage må jo have Diane Keaton som centrum, mor til fem voksne børn. Hvoraf vi skal interessere os for den ugifte tjaldryger og filmklipper Ben (Luke Wilson) plus især den nok så alvorstrimmede storebror Everett (Dermot Mulroney), der har sin ny forlovede med hjem til familiejulen i New England. Meredith hedder hun i Sarah Jessica Parkers mest neurotisk usaftige variant af en karriere- og kontrolfreak fra Manhattan - nul Sex, lutter City. Figuren er netop nomineret til en Golden Globe. Men svigermekanikken kan nu ikke døje hende, hun er grus i familien Stones selvbillede. At se hendes forsvarsværker falde og til gengæld se familien Selvfed udskifte lidt af barnagtigheden med ansvar er det tidligt indlysende mål for forviklingerne - og slet ikke på forhånd noget ringe grundlag for en komedie med mening. Hvis bare ikke alt havde været så ulideligt tykt smurt på. Eksempel: Ikke nok med at tredjebror Thad er døvstum, han vil også adoptere en baby sammen med sin registrerede partner, Patrick - der til overflod er afroamerikaner! Snerpede Meredith afslører kun én af sine talløse fordomme ved at spørge, om de to så har valgt, hvilken farve ønskebarnet skal have? Egentlig ganske relevant - men piiinligt! Frosset ud må hun flygte til byens motel og kalde sin mere ligefremme søster (Claire Danes) til hjælp. Og så går julen først helt agurk som en renæssancefarce af forbyttede par og fejladresserede lidenskaber, med koket selvspejling i tv-klip af juleklassikeren 'Meet Me in St. Louis' med Judy Garland, plus en fatal, men hemmelig diagnose i familien - til diskret stimulering af vores tårekanaler. 'Feel good' står der med fede typer over hele denne film, hvor Keaton og Parker med små præcise træk i figurtegningen nok vil fryde medlemmer af deres respektive menigheder, men i mine øjne fatalt savner den varme, der skulle gøre krumspringene til andet end skønne spildte kræfter. Overlæsset med usandsynlig handling og psykologi tekstet for tungnemme forplumrer filmen en ellers fiffig pointe: at den veltempererede fordomsfrihed har sine egne tabuer - og at der er en kaoslængsel dybest i enhver kontrolfreak.