Fjollehoved og filmkunstner. Richard Linklater kan overfladisk betragtet synes at følge to meget forskellige spor. På den ene side roste festivalfilm som 'Before Sunset'. På den anden side behjertet pjank som 'School of Rock' og nu komedien 'Bad News Bears' om et mildest talt håbløst hold i Little League Baseball. Men måske er forskellen ikke så stor endda. Børnebaseball er en fast reference og i begge roller er Linklater udpræget minimalist med en underdrejet fortællestil, der matcher hovedpersonernes livsindstilling. I begge roller holder han fast i en tilbagelænet slacker-stil. Han opfandt faktisk 'Slacker' med filmen af samme navn i 1991. Slacker-stilens ny-cool filosofi om at tage sig tid til at nyde livet på materielt lavblus og sætte sin kasket, som man selv finder for godt, er en tilgang, som gør 'Bad News Bears' til en temmelig anderledes sportskomedie. Hvor en almindelig amerikansk sportskomedie ville satse på en bold i skridtet, en kvik rundbarbering med indbygget røvtur, foretrækker Linklater den ved første øjekast skødesløse finte. Linklaters remake af 'Bad News Bears' fra 1976 er derfor langt fra at være en højtgearet komedie som 'Dodgeball'. Til gengæld er dens mere underdrejede humor nok så underfundig og i langt mere autentisk konfrontation med den amerikanske vindermentalitet, end man er forvænt med. Selvfølgelig handler 'Bad News Bears' om et hold håbløse tabere, der skal forsøge at vinde pokalen. Men Linklaters solidaritet med de tykke, de kejtede, de etnisk marginaliserede og de fysisk handikappede stikker dybere end normalkomediens kyniskpragmatiske rollefordeling. Det er faktisk karikaturer, der samtidig er ægte mennesker, og af samme grund bliver 'Bad News Bears' en sportskomedie, der uden at miste latteren undervejs dribler uden om sin egen genres indbyggede kliché. I Billy Bob Thornton har Linklater fundet den rigtige mand til at spille alkoholiseret baseballtræner, der ikke går af vejen for at lade den lokale stripklub være sponsor for de kære børn. Sidste år var Thornton ond i sulet som julemand. I år er han som antitesen på alverdens hysterisk ambitiøse ungdomstrænere en lise for sjælen og et syn for guder. En sportskomedie med afslappet ambitionsniveau og dobbelt skrue.