Hvordan i alverden lader det sig gøre. At der i lille Island med kun 300.000 indbyggere er så mange musikere, der lyder vidt forskelligt og har et internationalt publikum? Det er noget, islandske musikere tit bliver spurgt om. Og det er en gennemgående gåde i Ari Magnussons film 'Screaming Masterpiece', som dog ikke har det fjerneste tilfælles med en musikvidenskabelig undersøgelse af fænomenet. 'Screaming Masterpiece' er en musikfilm, der har hovedvægten på nutidens islandske scene, selv om der trækkes spinkle tråde 1.000 år tilbage i scener illustreret af imponerende landskabsbilleder. Sigur Rós, Múm, Mugison, Minus og Slowblow er nutidige navne, der vækker genklang i udlandet og repræsenterer vidt forskellige genrer fra metal til akustisk folk. Det sidste kan man også høre på en cd med musik fra filmen. Ud over alle dem er der selvfølgelig eneren Björk. Hendes udvikling fra punken og Sugarcubes til nuet fortælles i korte replikker og liveindslag. Både Björk selv og alle de halvdovne, vildt tænkende kaosmusikere, hun har spillet med, passer godt på en af filmens forklaringer på den islandske musiksucces: at Reykjavik er så kedelig, at der ikke var andet at lave end spille. Eftersom instrumenterne var få og dårlige, blev udtrykket både hjemmelavet og originalt. Björks generation måtte selv finde deres musikalske integritet, siger hun. Men det har også haft stor betydning, at de var unge på et tidspunkt, hvor de blev smittet af den britiske punk. De lagde afstand til god smag og pæne konventioner og spillede så godt, de kunne. Også dem, der ikke havde fået nogen musikalsk opdragelse overhovedet, og dem, der nød at bruge en xylofon af sten. De overvældende landskaber, de til tider absurde instrumenter og toner og den hjertelige, men rå nattestemning i Reykjavik gør alt sammen 'Screaming Masterpiece' vellykket. Også selv om man ikke får noget bastant svar på gåden.