Orson Welles blev efter eget ønske begravet i en brønd. Nærmere betegnet i tyrefægteren Antonio Ordónez' baghave i den andalusiske bjergby Ronda. Hvorfor egentlig? Så specifikt et ønske er et udsagn, anser den svenske dokumentarist Kristian Petri. Udrustet med dette spørgsmål og det sproglige sammenfald mellem Welles og 'well' (brønd på engelsk), begiver han sig til Spanien, hvor 60 timers nyopdagede filmfragmenter optaget af Mesteren selv i Spanien venter. Optagelserne viser sig mestendels at være turistfilm. Drømmen om måske at udfylde nogle af hullerne i Welles' ufuldendte evighedsværk 'Don Quixote' skuffes også. Men selv på geniets sidespor er det meste ved Orson Welles fascinerende. Petris personlige overvejelser på rejsen er det i mindre grad, men han tilhører åbenbart skolen, hvor instruktøren ikke stikker sig selv under stolen. Så det må man tage med. Er Welles' spanske opdagelser ikke så substantielle endda, er Welles' spanske højrehånd Jess Franco til gengæld guld værd. Den tandløse filmmand leverer brikker til et portræt af et splittet geni, der både var ramt af perfektionismens forbandelse og parat til at sløse med filmholdets dyrebare tid, hvis en monumental paëlla pludselig lokkede ædedolken. Føjer filmen nyt til vor viden om Welles? Måske mest indirekte. Som et portræt af Spanien set igennem Welles' optik. Hvorfor tilbragte han så stor en del af årene 1955-1969 i Spanien? Med sin impressionistiske rejse i tid og rum bliver Kristian Petri rejseguide til noget, der ligner fascinationskraften udfoldet.