Det er næsten som en krimi. En afslørende trængen ind på livet af Bournonvilles 'Sylfiden'. Hvorfor gik det så galt? Dramaet om pigen med vingerne bliver optrevlet med en hektisk stigende intensitet og et nådesløst nærgående kamera. Brat klippes der fra Det Kgl. Teaters scene, hvor James på sin bryllupsdag svigter sin brud, og videre til prøvelokalet i jagten på hans elskede sylfide. Dramaet foregår ikke mindst bag scenen, som da historiens tredjepart Heksen nærmer sig som en ildevarslende kantet skyggefigur bag bagtæppet. Et enkelt klip, der viser Ulrik Wivels eminente blik for vinklen og detaljen, der fortæller hele historien, og som han forstår at komponere sammen med et besættende rytmisk drive. Gribende sårbare står James og hans Sylfide med deres stumme mimespil : »Jeg dig elsker«. Mads Blangstrup og Gudrun Bojesen har en utrolig ekspressiv force, men netop stumheden i deres udtryk griber - over for instruktøren Nikolaj Hübbes manende ordstrøm. Han er den, der gelejder danserne - James & Sylfiden - mod fortabelsen som styrende baggrundsfigur - ligesom han i det hele taget har den styrende rolle i filmen som fortællefigur med autoritativ voice over . Dermed retter filmens krimi-afdækning sig mod et andet lag i dramaet om 'Sylfiden': Instruktøren, der bruger sine dansende marionetter til at gennemspille sit eget drama. James er hans dobbeltgænger, Sylfiden hans drøm og Heksen hans dæmon (derfor er det - lidt forstyrrende - andre dansere, der danser sylfide og heks på scenen). Instruktøren sidder let sammenfalden på sit hotelværelse, med bar overkrop og skægstubbe og gransker sine egne motiver. Sideløbede udfritter han med en efterforskers nidkærhed Sylfiden og Heksen, der er trængt op i rum, der i stigende grad lukker sig omkring dem. Kærligheden mellem James og Sylfiden, der sigende udspillede sig i et rum med vinduer ud til drømmen, nærmer sig sin tragiske afslutning. Det var Bournonville, der gjorde det. Men det var Ulrik Wivel, der fik en film ud af det, der både formår at give historien om Sylfiden en stærk nutidsappel og tegne et afslørende portræt af instruktøren. At det er danseren og instruktøren Nikolaj Hübbe, der giver figuren al sin karisma, skal dog ikke forlede en til at tro, at der er tale om ren og skær dokumentar. I modsætning til Wivels debut med Hübbe-portrættet 'Danser' (2000), er alt her gennemiscenesat. Det giver hele afdækningen af, hvem der gjorde det, et ekstra twist. Godt gjort!