I sin lille selvbiografiske dokumentarfilm 'Aarhus' fortæller Jørgen Leth om en af de erindringer, der også er med i hans nye selvbiografiske bog 'Det uperfekte menneske'. 'Aarhus' er dog ikke i nærheden af nogle af de erotomaniske Leth-erindringer, som er blevet diskuteret i medierne i den forløbne. 'Aarhus' er en rejse tilbage til barndommens by og opvækstens centrale punkter. Som sin egen barndoms arkæolog, opsøger Jørgen Leth steder, der var væsentlige for ham, og ridser dem en smukt formuleret tanke. Fotografen Dan Holmbergs billeder af Leths barndomskvarter er helt i tråd med instruktørens senere virke både sanselige og smagsfulde. Man kan dufte alt det grønne, der indrammer den stadig intakte Oberservatoriestien. Man kan lugte den dårlige stemning i gymnastiksalens omklædningsrum med de golde fliser og de brune fuger. Og man fatter, hvordan drengen Jørgen blev fantastisk fascineret af cykelløb inklusive de aftryk, hjulene har lagt i den hårde, grå cement på Aarhus cykelbane. Leth kan fortælle, og Holmberg kan illustrere, så tingenes overflade bliver fysisk levende. Meget dybere stikker 'Aarhus' ikke. Forholdet til forældrene berøres kun flygtigt og i et næsten ærbødigt tonefald. Forelskelser beskrives på afstand med beskuerens målende blik. 'Aarhus' gør ikke meget ud af analyser af menneskelige relationer, men er til gengæld som et smukt, kortfattet billeddigt om de vigtige tings detaljer. Især hvis man er fascineret af Jørgen Leth.