»For livets mening livet sørger/præcis så længe til du spørger«, skrev Piet Hein engang, og det kunne han jo have så udmærket ret i. Det synes den islandske instruktør Fridrik Thor Fridriksson ikke, og han har derfor skabt et film over temaet. Den unge pige Chloë har en kat, som for hende er meningen med livet, og da hendes ven Jed kommer til at forårsage kattens trafikdød, bryder hun sammen. Jed bryder også sammen og tager ophold på en losseplads hos skrotforhandleren Max. Hans forældre er bekymrede, faderen endda i den grad, at han selv forsøger sig med et besøg på lossepladsen. I sit dagligliv sælger faderen fjernsyn, og tv er, hvad tiden går med for de islandske borgere. Jeds kammerat fra arbejdspladsen er mongol, men for så vidt kvik og hjælpsom nok, og han forsøger at komme til undsætning, når han da ikke taler om vejret. Mørkt og patetisk ruller lossepladsens skrammel ud for vore øjne, og Max, som endda på tv har sagt, at han ved, hvad meningen med livet er, kan ikke hjælpe. Ved flere lejligheder er han ved at hænge sig i en skrammeltrosse, men reddes dog gang på gang af Jed. Til sidst går det alligevel op for Jed, hvad meningen er. Gæt engang: Meningen er kærlighed. Han iler til hospitalet, hvor Chloë har været indlagt for en mystisk sygdom, som dog har noget med den døde kat at gøre. Forandringen er påfaldende - hun står ude på altanen og er helt rask, og så er der islandsk bryllup, hurra. Nu skal jeg passe på, at jeg vanen tro ikke bliver hånlig, for filmen er alvorligt ment og særdeles alvorligt udført i et teatersprog, som er så langsomt, at man selv når at konstruere replikkerne, før de siges. Her er det de udviklingshæmmede outsidere, som tager fat på livets store spørgsmål og finder svaret, uvist hvorfor, hvornår og hvordan. I hovedrollen som Jed ses Martin Compston, også kendt fra Ken Loachs 'Sweet Sixteen', hvor han var god.