'Ariels verden' er et ramponeret indkøbscenter, langt fra handelens hovedstrøg i Buenos Aires. En genial ramme med en fin miljøskildring i en sørgmunter novellefilm fra Argentina, som vandt juryens Grand Prix og en Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle ved sidste års festival i Berlin. For naturligvis har selv noget så umiddelbart livsforladt som et shoppingcenter sit helt eget liv med interaktion mellem butikspasserne. Det er dog ikke de mange spøjse skæbner i centeret, hvis mere eller mindre stillestående liv skildres på filmens mange biveje, der er det egentlige tema for 'Ariels verden'. Ligesom i 'The Motorcycle Diaries', der havde denne films instruktør Daniel Burman som medproducent, om den unge Che Guevaras vej til sin rolle som revolutionshelt, er dette en vinkel på skabelsen af en ung mands identitet. Vel at mærke en ung Ariel, der er splittet mellem sin jødisk-polske baggrund, sin faders svigt, et brændende ønske om at høre til de europæiske intellektuelle, affæren med den vampede indehaver af centrets netcafé og den trivielle tilværelse som medhjælp i mors lingeributik. For Ariel (fremragende spillet af den gudesmukke og charmerende Daniel Hendler) er det blevet et projekt at få sine papirer i orden, så han kan skaffe sig adgang til Europa og det Polen, hans jødiske bedsteforældre flygtede fra under nazismens trussel i 1930'erne. Samtidig er det afgørende, at han ikke kommer i kontakt med sin far, Elias (Jorge d'Elia), som forlod familien, da Ariel var nyfødt, for at gå i krig for Israel og aldrig siden er kommet tilbage. Et svigt, Ariel ikke kan tilgive, selv om hans djærve mor, Sonia (Adriana Aizemberg), synes at have det fint med faderen og i øvrigt danser lykkeligt på et teater i fritiden sammen med sin ivrige bejler. Da Elias pludselig dukker op i Buenos Aires igen, åbenbares den virkelige grund til, at han forlod familien, for Ariel og far og søn kan begynde en vanskelig genforening. På vejen mod den har man haft det glimrende i selskab med Ariel, familie og venner, som med begavet humor, småintellektuel lommefilosofi og godt skuespil er et sympatisk bekendtskab, som vil glæde elskere af fransk film. At filmens afslappede stil så gør, at historien slingrer lige så meget som det irriterende ensformige perspektiv for det håndholdte kamera med sine evindelige zooms undervejs, tilgiver man gerne.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Jeg har undervist i 66 forskellige klasser. Det er ikke mobilerne, der er problemet
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview