Det er så udprægeten af den slags dage, hvor alt, hvad der på nogen måde kan gå galt, kører fuldkommen af sporet, hvor alt skidt forvandler sig til det værre, og hvor man kort sagt burde have lænket sig selv til sengen fra morgenstunden. Uheldigvis var det at sove længe ikke noget valg for brødrene Frank (Thomas Bo Larsen) og Tim (Paw Henriksen). Deres mor er uhelbredeligt syg og opgivet af de danske læger, hvorfor eneste mulighed er at skaffe penge til en operation i udlandet ved at begå et bankrøveri. Derfor sidder de to brødre en formiddag og fedter med hver sin nylonstrømpe i bilen, mens storebror Frank gentagne gange brøler til sin lillebror: »Husk nu, ingen skyderi og ingen døde«. Få minutter efter står brødrene på gaden udenfor den bank, de med skæbnesvangre følger netop har røvet, omringet af politi. Eneste mulighed for flugt er at stjæle en ambulance fra Københavns Brandvæsen, hvad de så gør. Uden at ane, at der bag i vognen opholder sig en mildt sagt anspændt sygeplejerske (Helle Fagralid), som fortvivler forsøger at holde liv i en mand med hjertestop (Thorbjørn Hummel). Skal han overleve, skal han på sygehuset straks. Men hvis Frank og Tims mor skal bevare sit liv, kræver det, at de skaffer sig selv og pengene af vejen. Den 31-årige instruktør og manuskriptforfatter Laurits Munch-Petersen har baseret sin debutfilm på det dilemma. Filmen er noget sårelativt sjældent som en dansk actionthriller, som oven i købet baserer sig på realtid, hvilket vil sige, at hele historien udspiller sig på de 80 minutter, 'Ambulancen' kører hen over lærredet. Hvad den gør stort set hele tiden, for hele filmen er konstrueret omkring den hæsblæsende jagt på de psykisk stærkt pressede bankrøvere i den redningsvogn, som på den ene side bærer minder frem fra 'Rigets' skræk for de hvide kitlers domæne og Olsen Banden på en kikset dag. I starten forekommer både actionscenerne og biljagten klodsede og netop så amatøragtige, som man altid frygter, når danske film bevæger sig ud i overhalingsbanen. Men snart går det op for en, at der er en pointe med amatørismen. De to brødre er trods Franks fængselsstraf amatører ud i den røveriske metier. De er mindst lige så desperate som den armé af lovløse unge mænd, vi har mødt i danske film i de senere år, men lykkeligt fritaget fra smarte, hårdkogte og påtaget morsomme replikker. Her er desperationen ægte og man fornemmer angstens kolde adrenalin pumpe helt ud i fibre og øjne hos især Thomas Bo Larsen, den evige outsider, som i denne rolle virkelig har noget at have sin utilpassede rastløshed og overvældende desillusion i. Derfor kommer han til at tilføje meget til rollen og filmen, hvis tempo og tyngde står og falder helt med ham. Ikke, at Paw Henriksen er dårlig i rollen som den mere uskyldige lillebror, der ikke er upåvirket af den velmenende og guddommeligt lækre Helle Fagralid som sygeplejersken. Men de to og deres forsøgsvis famlende forelskelse i den febrilske atmosfære, står på alle måder i skyggen af den farlige og uberegnelige Frank. Desværre lykkes det ikke for filmen at få foldet den ulmende konflikt mellem de to brødre ud. Den er nødvendig for historiens kompleksitet, men bliver underligt hængende i konstruktionen. Andre dele af handlingen forekommer stærkt urealistisk - for eksempel, at en sygeplejerske i en ambulance ikke ved, hvordan man giver en hjertepatient adrenalin. Derfor kommer 'Ambulancen' kun delvist i mål, som et sine steder virkeligt nervepirrende og andre steder ufrivilligt komisk race med selve livet. Moralerne og den ret beset banale psykologi i det intense drama, tager i nogen grad luften ud af handlingen. Som omvendt bør roses for den korthed og præcision, der gør 'Ambulancen' til en seværdig, lille udflugt til desperationens danske skove.