Takket være film som 'Tro, håb og kærlighed', 'Pelle Erobreren' og 'Den gode vilje' har Bille August for længst sikret sig status som en af de store instruktører i dansk filmhistorie. Men de sidste mange års vekslen mellem seriøse skandinaviske film og mere kommercielle internationale produktioner har ikke været nogen indlysende gevinst. 'En sang for Martin' fra 2001 var måske ikke den mest ophidsende film i Augusts karriere, men den havde dog en uafviselig seriøsitet. Det samme kan man ikke sige om 'Return to Sender', der, hvis man ser bort fra det sikre håndelag, er langt fra at være på niveau med Augusts egen tidligere standard. Emnet er såmænd alvorligt nok: dødsstraf i USA. Et emne, som kombineret med en blind pige som et væsentligt element i handlingsgangen, på sælsom vis giver ekko fra Lars von Triers 'Dancer In The Dark'. Men hvor von Trier havde originale ideer til sin mildest talt melodramatiske musical, ligner 'Return to Sender', hvis man ser bort fra Dirk Brüels lækre billeder af Midtvestens lys og dis, en på alle måder gennemsnitlig spillefilm af den slags, man fylder i tv-hullet en blød søndag aften. Amnesty International er hægtet på projektet, men det kræver den gode vilje at se 'Return to Sender' som en debatfilm om dødsstraf. Bortset fra filmens første scener, der stiller skarpt på de fysiske detaljer i det makabre ritual, er det ikke en film om dødsstraf. Selv om en film, hvor man i plottet skal være i tvivl om den dødsdømtes skyld, jo altid på en måde vil være en debatfilm om dødsstraffens (u)rimelighed. På dødsgangen sidder den smukke Charlotte Cory og venter på sin nært forestående henrettelse. Hun er dømt for at have bortført og myrdet en lille pige. Men liget er aldrig blevet fundet, og Charlotte har hverken tilstået eller benægtet. Kort inden sin henrettelse bliver hun opsøgt af pennevennen Frank Walsh. En kynisk fidusmager, der under dæknavn vil udnytte Charlottes skæbne til at score kassen på hendes efterladte breve. Men den desillusionerede og fordrukne Frank bliver først forelsket i Charlotte og dernæst overbevist om hendes uskyld. Og så begynder de nye spor i den gamle sag ellers at dukke op i rask tempo. Ambitionen har tilsyneladende været at lave et godt gammeldags melodrama med en moralsk forankring. En film, som dengang Billy Wilder lavede 'Double Indemnity'. Men Neal Purvis og Robert Wades historie om skyld og straf på amerikansk rummer ikke meget af interesse. Er Charlotte skyldig eller ikkeskyldig? Her ligger filmens nogenlunde velsmurte spændingsmotor. Men der er andre skyldsspørgsmål. Charlotte, der føler, hun har forrådt sin blinde søster. Frank, der prøver at drikke sig fra bevidstheden om, at han hver dag forråder sit eget bedre jeg. Men der skal mere end en god omgang grundskyld til at lave en spændende film. Den altafgørende kemi mellem Connie Nielsen og Aidan Quinn i de to hovedroller er stort set ikkeeksisterende. Selv med nette små tatoveringer forbliver Connie Nielsen et stort postulat som white trash. Ikke mindst sammenlignet med Charlize Therons beslægtede præstation i 'Monster'. Aidan Quinn får mere indre spænding ud af sin samvittighedsplagede antihelt, men får lov til at hænge alt for meget op på sit 'pryglet hund'-look. Fysisk interessant er dog en scene, hvor Charlotte og Frank - ganske vist kun i drømme - præsterer at have sex igennem tremmerne. Opklaringen af filmens stadig mere gådefulde skyldsspørgsmål bygger på et eskalerende fletværk af afsløringer, der først ganske spændende skifter fokus fra dødsgangen til det detektiviske arbejde. Men også opklaringsarbejdet udvikler sig til et tamt kapløb med tiden, hvor mange brikker falder tungt på plads. 'Return to Sender' udvikler sig til en romantisk thriller, hvor hverken spændingen eller romantikken rigtig får fat i kravetøjet. Måske fordi en voldsomt stor del af handlingen kommer til at bestå i, at man ser Aidan Quinn løbe ind og ud af fængslet. Et godt tips til det amerikanske fængselsvæsen efter at have set 'Return to Sender': Så få dog indført de svingdøre i de maksimumsikrede fængsler! Nej, selv om filmen handler om både skyld og straf og om kærligheden som en mulig benådning i tilværelsen, er det svært at se, hvad Bille August har villet med denne på alle måder meget ordinære film.