Åben for tolkning

En sen aften, da tolken Silvia Broome (Nicole Kidman) befinder sig i sit lille glasbur i FN-bygningen for at hente sin glemte taske, hører hun hviskende stemmer nede i salen.

På det afrikanske sprog ku taler nogle mænd tilsyneladende om at myrde diktatoren for republikken Matobo, Edmond Zuwanie (Earl Cameron, der med sin rolige stemmeføring og grånende afrohår såmænd minder ikke så lidt om FN's generalsekretær Kofi Annan).

Han agter sig til New York for over for FN's Generalforsamling at forsvare det folkemord, der angiveligt er i gang i Matobo.

Både tolken, sproget ku, Matobo og præsident Zuwanie er fiktive. Men det er spændingen absolut ikke i den 71-årige veteran Sydney Pollacks effektive thriller, 'Tolken' ('The Interpreter'), der næsten håndfast fastholder sit publikum i anspændt undren gennem sine godt to timers spilletid.

For 30 år siden - i 1975 - var Sydney Pollack manden bag den særdeles vellykkede politiske thriller 'Three Days Of The Condor' med Faye Dunaway og Robert Redford, inspireret af Watergate-affæren. Det er den samme intensitet, han genskaber her i dette nutidige, drama om dulgte motiver, terrorisme, tortur og spirende medmenneskelig forståelse i et goldt miljø.

I 'Tolken' er thrillerens konventioner vendt sådan, at det ikke handler om 'hvem gjorde det?', men 'hvem vil gøre hvad?'. Er der en reel trussel mod den afrikanske diktator, hvor kommer den i givet fald fra, hvordan kan den forhindres, og hvilken rolle spiller den kun umiddelbart uskyldige og politisk let naive tolk egentlig?

Og er hun selv i fare, fordi hun overhørte konspirationen om mord på den afrikanske præsident? Det er de spørgsmål, den ledende Secret Service-agent Tobin Keller (Sean Penn) bliver sat til at finde svar på, mens gåderne gradvist vokser omkring ham. Gennem hele filmen er personer og handling helt åben for fortolkninger.

For omkring Nicole Kidman med det let bitre, forfulgte og forpjuskede udtryk i ansigtet og Sean Penn med de uudgrundeligt stirrende blå øjne er der flere personer med uigennemskuelige hensigter.

Ikke mindst den europæiske sikkerhedschef for den afrikanske diktator Nils Lud (en fint spillende Jesper Christensen, hvis kolde høflighed er sleben på kanten af det lumpne) pådrager sig opmærksomhed. Men også Zuwanies politiske konkurrenter og tolken Silvia Broomes fotografven og forsvundne bror er interessante.

Og hvem var de tre mænd, som i filmens indledende sekvens opdager et skjult massemord på et stadion et sted i Afrika med fatale følger for dem selv?

Spørgsmålene er mange, men Sydney Pollack og filmens hele tre manuskriptforfattere får besvaret dem alle i en virkelig veldrejet, gammeldags thriller, fortalt med sikkert håndelag og i et roligt tempo, som kun får den fortættede atmosfære omkring FN-bygningen ved Hudson-floden til at dirre endnu mere. Først hen mod slutningen accelerer tempoet og desperationen blandt de forvirrende agenter.

Centralt i historien står de to Oscar-vindere Nicole Kidman og Sean Penn, der får lov at føre usædvanligt lange dialoger med politisk indhold for en moderne film. To sårede mennesker, der begge har lidt store tab, og som bag om den gensidige misforståelse oplever en gryende forståelse.

Det er på sin vis befriende, men indimellem bliver de forskende nærbilleder af de to tænksomme hovedpersoner manierede og irriterende i deres postulerede 'storfilm', i hvert fald for undertegnede. Til gengæld er Darius Khondjis billeder fra selve FN-bygningen velproportionerede i al deres uforstyrrede ro som skarp kontrast til New Yorks mylder udenfor.

De yder ånden i det arkitektonisk fantastiske hus, som Alfred Hitchcock forgæves forsøgte at få adgang til med sin 'Menneskejagt', fuld retfærdighed. På sin vis bliver 'Tolken' en reklame for De Forenede Nationer, der, som Silvia Broome udtrykker det, er »det eneste sted, hvor man kan gøre noget«, men det er til at leve med i en verden så betændt og urolig som denne.

Blot må vi håbe, at der er lidt mere styr på sikkerheden hos FN i virkeligheden. Ellers er der for alvor grund til bekymring.