Dogville' fortalte om hvide mennesker på et sort gulv. I 'Manderlay' fortæller Lars von Trier om sorte mennesker på et hvidt gulv. Det er heldigvis ikke den eneste forskel. For hvordan man end vender og drejer det, er det 'Manderlay's største handikap, at den dristige idé med at erstatte den virkelighedstro illusion med tørre kridtstreger på et gulv i et filmstudie ikke længere har nyhedens interesse. Med 'Dogville' skulle Lars von Trier gøre det umulige. Nu skal han 'bare' gøre det igen. Slaveri Efter at have udraderet de gode borgere i Dogville kører Grace, hendes far og deres gangstere hen over et hvidt landkort fra Colorado til Alabama. Her gør de holdt uden for bomuldsplantagen Manderlay. Året er 1933. 70 år efter slaveriets afskaffelse. Alligevel er en sort mand ved at blive pisket. Det vækker indignationen i den godhjertede Grace. Eller måske snarere hendes ungdommelige virketrang. Som ikke bliver mindre, da hun opdager, at på Manderlay har man aldrig afskaffet slaveriet. Ungpigeversion af Bush Som en ungpigeversion af Bush i Irak afsætter Grace plantagens skrantende enehersker, enken Mam (Lauren Bacall). Grace forkaster lovbogen Mam's Law og indfører for enden af et geværløb frihed og demokrati. Mens hendes Godfather-far (Willem Dafoe har erstattet James Caan) hovedrystende kører bort, går en glad Grace i gang med at opbygge en ny, fri og bedre verden. Hvilket viser sig ikke at være spor nemt. Friske politiske initiativer, som fejer det gamle af vejen, viser sig at have uforudsete negative konsekvenser. Herrefolk på genopdragelse Der er de banale forhindringer. Slaverne er uvidende og uvillige til at lave noget uden en pisk over nakken. Bomuld skal ikke kun plukkes, men også plantes, og uden koloniherrerne braser infrastrukturen, ja selve livsrytmen, på Manderlay i første omgang sammen. Det detroniserede herrefolk kommer på genopdragelse og skal bl.a. servere maden for de tidligere slaver. Med skosværte i ansigtet, så de ligner Al Jolson i 'The Jazz Singer'! Det viser sig problematisk at indføre demokrati fra den ene dag til anden. Kan man ved hjælp af håndsoprækning afgøre, om en mand er sjov nok til at skulle have lov til at fortælle vittigheder?Kan demokratiet bestemme, hvad klokken er? Trier giver ingen klare svar I disse sekvenser lufter Lars von Trier ræven bag øret, så man må klukle. Senere melder sig mere dybtliggende filosofiske spørgsmål. Har mennesket overhovedet lyst til frihed, når nu afhængigheden rummer sin egen attraktion og tryghed? Kan dødsstraf forenes med demokrati? Bliver mennesker bedre eller værre, når de selv kan bestemme? Lars von Trier kommer ikke med nogen klare svar, men gennemfører i filmens tankevækkende diskurs én sikker konklusion: Hverken personlig eller politisk frihed er noget, man trækker i en automat eller klasker ned over hovedet på folk. Det er en lang og møjsommelig proces, og at tro noget andet er dødsensfarligt. Poskort til Bush Lige så farligt som at tro, man er kaldet til at lave om på andres måder at indrette deres samfund på. Det er så klart som et postkort til præsident Bush. Selv om brodden nok så meget kan være rettet imod 1970'ernes revolutionære aktivister. Men er det ikke også lidt letkøbt? For ville noget nogensinde blive anderledes, hvis ikke nogen følte, de havde til opgave at lave om på tingene? Snarere end i det politiske er det i sin diskussion af den problematiske frihed og slaveriets psykologi, at 'Manderlay' står stærkest og som plot leverer sine mest overrumplende kovendinger. Ikke sort og hvid Lars von Trier er omhyggelig med ikke at skildre de sorte som bedre mennesker end de hvide. De lyver, stjæler, er mandschauvinistiske og holder sig ikke for gode til at stjæle mad ud af munden på et døende barn. Mennesket ses som en blandet landhandel, hvor stereotyper må blive smidt i skraldespanden. Altså lige bortset fra den med at hvide kvinder drømmer om at blive taget seriøst af veludrustede sorte mænd i junglekostume. Dén lever i bedste velgående. Helt nobel er provoen ikke blevet. »For 70 år siden var Amerika ikke parat til at byde os sorte velkommen som ligemænd, og det er det stadigvæk ikke, og som det går nu, vil det heller ikke være det om 100 år!«, konkluderer den gamle slave Wilhelm, glimrende spillet af Danny Glover. Mere radikal end Dogville 'Manderlay' vil minde om, at afskaffelsen af slaveriet ikke medførte ligeberettigelse, at 60'ernes succesfulde kamp for de sortes borgerrettigheder ikke medførte økonomisk ligestilling. At insistere på, at racisme ikke er et overstået kapitel i USA, er sympatisk og vigtigt. Racisme ér et underspillet tema i amerikanske film. Men opfattet som decideret politisk sprængstof vil det næppe blive. Som dramatisk udtryk er 'Manderlay' imidlertid om noget endnu mere radikal i sit udtryk end sin forgænger. Dørene er lavet af luft, og det er usynlige høns, der kagler. Som i 'Dogville' køber man bemærkelsesværdigt hurtigt illusionen, og igen er det en kæmpecadeau til von Triers tryllestav. Forbløffende smuk Som billedbog er 'Manderlay' forbløffende smuk. Efter en start, hvor det håndholdte kamera skvulper rundt i mørket som en lygtefisk i et akvarium, sættes scenen efterhånden med en overraskende rolig fornemmelse. Lyssætningen af de brune ansigter på baggrund af det hvide gulv har en ulmende, fløjlsdyb, malerisk kvalitet. Hvor 'Dogville' havde sit uforglemmelige ikonografiske billede af Grace på ladet af en lastbil omgivet af æbler, har 'Manderlay' sit i billedet af et dødt barn, hvor kistelåget er en tofags vinduesramme med sprukkent glas. Skønheden er beslægtet, men gennemslagskraften mindre. Mangler tre ting Det er symptomatisk. I forhold til 'Dogville' mangler 'Manderlay' tre ting. Provokation, ydre dramatik og Nicole Kidman. Så meget af det narrative og humoren er tillagt John Hurts fortællerstemme, at man decideret savner noget mere action til afveksling i de lange dialogscener, der ikke sjældent helt konkret tager form af bordsamtaler. At filmen lugter mere af diskussionsforum end lynchstemning, er dog ikke ulogisk i en film, der er mere filosofisk udfordrende end aktivt provokerende. Insisterende som den er på kompleksitet i sin diskussion af både racismens og demokratiets væsen. Hvad angår Bryce Dallas Howard som Grace, så har hun ikke Nicole Kidmans format eller karisma, men hun har noget nok så vigtigt. Med hud og hår og ild i øjnene inkarnerer hun det helt unge menneskes skråsikre tro på, at verden både kan og skal laves om. Hvilket pudsigt nok gør Grace i 'Manderlay' til en klart yngre Grace end hende, man mødte i 'Dogville'! Helstøbt værk Har Lars von Trier ikke overraskelsesmomentet på sin side denne gang, så har han til gengæld chancen for at bevise, at kridtstregerne var mere end en genial gimmick. Det gør han, så der vil blive kamp til stregen i Cannes. 'Manderlay' er som værk helstøbt og som filmisk udtryk sikker i sin sag snarere end opsøgende. Indholdsmæssigt båret af en blanding af knivskarp intelligens og mod. At 'Manderlay' er udført med en bemærkelsesværdig ro og værdighed, devaluerer på ingen måde vurderingen af Lars von Triers originalitet i USA-trilogien. På nogle måder er 'Manderlay' en bedre film, men elektriciteten, som knitrede så ophidset om 'Dogville' og gik i kødet på øjnene, er ikke lige så intens. Om fornyeren von Trier så inderst inde fortryder, at han har stavnsbundet sine amerikanske billeder til tre gange kridtstreger, kan man kun gisne om.