Om Bøhmanden og Bussemanden findes eller ej, er et yndet tema i børnebøger. Forskræmte børn i pyjamas er hunderædde for, hvad der mon gemmer sig under sengen. Og med god grund, hævder 'Boogeyman' og forvandler den barnlige frygt til skræk og rædsel for hårdhudede teenagere. Tim (Barry Watson) så som barn sin far blive opslugt af et frådende uhyre i et klædeskab. 15 års intensiv terapi har så nogenlunde overbevist ham om, at det bare var noget, han fandt på for at finde en forklaring på, at faderen forlod familien uden et ord. Men da Tim som voksen vender tilbage til det knirkende hus, dumper han tilbage i sit mareridt. Overalt venter nemlig overrumplende kameravinkler og uhyggelige lydeffekter. Men når 'Boogeyman' er blevet en underlig blanding af uhygge og kedsomhed, er det netop, fordi de konstante gysereffekter er leveret fuldstændig uden sans for variation eller suspense. Skuespillet er pænt sagt ikke imponerende, men det har nok også været vigtigere at finde en hovedperson, som et teenagepublikum vil finde lækker, og her er Barry Watson så kvalificeret som nogen Calvin Klein-model. Sex er selvfølgelig dødsensfarligt, uden at man i øvrigt får skyggen af en forklaring på hvorfor. En tilsvarende mangel på tilfredsstillende forklaring gælder generelt i en film, der siger »Bøh!« så tit, at effekten - næsten - går fløjten. Dog kun næsten. For der er uomtvisteligt knirken, klagen og blodige kamerarutsjeture nok til hvert eneste popcorn i bøtten.