Spise her eller mæ hjem - den grillvits er så gammel, at den ligger på lit de parade - eller: Den er så gammel, at den næsten har fået en uskyldig værdighed. Og det er dén uskyldige værdighed, som får 'Kinamand' til at glide ned trods sursød sauce og nogle elementære fejl. Keld Decker er rørlægger, men hans forretning i Vanløse går ikke strygende. Han mangler noget initiativ og ryger for mange cigaretter, så hans kone har fundet ud af, at hun vil skilles. Den venlige, men også noget vege mand tager nyheden pænt og lukker forretningen pga. ... ja, pga. hvad? Et tomrum, som ikke bliver udfyldt. Men da han jo skal have noget at spise, går han over på grillbaren hos den kinesiske Feng. Her på grillbaren sidder også den svenske skuespiller Johan Rabaeus og leger dæmonisk ræsonnør, det er nu det, vi bruger den svensker til (og ikke med urette - hans energibatteri er så højt ladet, at man husker hvert eneste meningsløse ord, han har ævlet i enhver dansk forestilling) - nå, men på grillbaren får Keld som sagt sin middagsmad - og snart også et fristende tilbud: gifte sig med Fengs søster og mæ hjem, altså på platonisk basis? Så kan han få de 50.000 kroner, han skal betale sin ekskone. Hans søn kommer regelmæssigt og moderbundet loyal og knarvorn for at hente pengene, ikke for at spille skak. Så springer rørene i grillen! Det er vist det eneste symbolske lag i filmen, og det betyder, at Keld bliver mærkeligt forelsket i sin nye fremmede, æstetisk smukke kineserinde, som han ikke kan forstå. Fengs søster er sart og bly og rykker ind i den toværelses, mens Keld prøver på - med ordbog og en mere og mere fumlegenert facon - at blive klar over sine følelser. Det har han næppe prøvet før. Det er afgjort Bjarne Henriksen og Lin Ku Wu som Feng, der laver denne film. Motivet af Fupz Aakeson virker kun strejfet med en fjer, måske et lille forsøg på kinesisk æstetik, men ikke et overbevisende forsøg. Det geniale består i at sætte en tung, naturligt ordfattig og afstandtagende dansk fynbo til at spille Keld og prøve at få ham til gøre kinesisk morgengymnastik og spise med pinde, uden at kontrasterne virker for vilde. Og det geniale består også i at finde frem til skuespilleren Lin Ku Wu, som med charme har udskiftet sit rat i en HUR-bus for at blive snedig grill-ejer med mange hemmeligheder bundet bag sit forklæde. Han er dobbelttydig og morsom, ja, han er den, som gør hele filmen morsom. Kineserinden er også sød, men lige så fremmed, som vi troede. Noget i handlingen forbliver både postulat og usandsynligt - en af tingene var nok. Men er man til vemodig venlighed og forårsruller, er kinamad sagen og 'Kinamand' filmen.