Der er en kulturforskel mellem den amerikanske og den europæiske filmscene. Amerikanerne er opdraget til høflighed og ansvar, særlig de amerikanske drenge, og hvis de i ungdommen ikke kan udvise den tilstrækkelige artighed, får de problemer - se venligst dr. Phil på tv, hvor den selvsmagende terapeut tilretteviser ægtefolk ud fra den eneste overordnede, gyldige norm: vær venlig, og vis det. Der er med andre ord, igen set med måske især danske øjne, en besynderligt provokerende hypokrisi over amerikansk livsførelse, en ganske særegen form for sentimentalitet, som bliver stærkere, hver gang en roman overføres til filmlærredet. Kanter bliver skåret af, hæl og tå forsvinder fra sålen. Nogle af Amerikas bedste producere er opmærksomme på den proces, som finder sted i systemet, og de forsøger at bevare manuskripter. Det er en anden, mere opmuntrende historie. Men de fleste vælger midtervejen. Og sådan er det gået med debutromanen af Michael Cunningham, 'A Home at the End of the World', som er blevet en helt anden omgang tårepersende intimsfæreanalyse, end der måske var grundlag for i romanen. Cunningham skrev trods alt 'The Hours', som blev en meget antagelig film med Nicole Kidman, men her er han ude i et glas saftevand så sødt som opløst lyserød sæbe - lad det stå! Bobby (Colin Farrell) oplever som barn, at hans elskede storebror omkommer ved en ulykke, han selv har fremkaldt. Og derigennem bliver han - ikke traumatisk, men god. Han indleder et venskabsforhold til den homoseksuelle Jonathan, han er i tvivl om sin seksuelle præference, men det spiller ikke nogen rolle for hans psykiske velbefindende. De to unge fjumrer lidt i sengen, og de ryger pot med Jonathans mor. Men som årene går, bliver Jonathan mere og mere bøsse, mens Bobby gradvist oplæres til at gå i seng med kvinder (jeg ved ikke, hvad han er - biseksuel?), dog uden at miste sin grundlæggende kærlighed til Jonathan. De prøver en trekant med veninden Clare, som elsker dem begge, men denne trekant (som en tid lang fungerer som et tv-program om boligindretning og babypleje) lider efterhånden af iltmangel og underskud. Clare med babyen, som hun har fået med Bobby, mister tilliden til projektet og rejser. Og Jonathan får de første tegn på aids. Det er bare et blåt mærke, siger den flinke Bobby. Ikke sandt? Historien lyder amerikansk, men kunne måske fungere i en dansk sammenhæng. Det, som ikke fungerer, er den tåkrummende banale, klichéfyldte kærlighed, som gennemstrømmer Bobby i enhver situation. Colin Farrell, som var en mager Alexander i storfilmen af samme navn (dér var han også bifil) lægger her en smørbillet ind på at gøre Bobby til et unikum. Om det så er slutbilledet, skal vi aldrig tvivle: I lang tid, mens rulleteksterne kører, ser vi ham stå stille foran hjemmet i Woodstock, som han har ledsaget sin triste ven hen til. Men bingo, vær aldrig i tvivl: Han går også selv derhen på sidste billede. Æv da også!