Jøden Shylock er den forkerte jøde i det rigtige skuespil, har kritikeren Harold Bloom engang sagt. Og hvem er nu Harold Bloom? Å jo, det er også en af H.C. Andersen-personlighederne - kommende modtager af Odense-prisen på 50.000 euro 2. april (for ikke at have nævnt et eneste væsentligt kuk om H.C.A i sin kanon over verdenslitteraturen). Nå - men spøg til side! Har Bloom ret? Nej, jeg synes omvendt, at Shylock er den rigtige jøde i det forkerte skuespil. 'Købmanden i Venedig' er antisemitisk, jøden Shylock er en skurk af det format, som gjorde, at store danske skuespillere som f.eks. Ebbe Rode til enhver tid afslog at spille ham. Eller medvirke i stykket. Men Shakespeare ville ikke være sig selv, hvis Shylock ikke havde dialektikkens og tvetydighedens skønhed og gennemslagskraft. Man må enten være Nazityskland eller Israel for censurere Shylocks 360 skønne prosalinjer ud af bevidstheden. Så lidt fylder Shylocks replikker - og de er vel nogle af de bedste, Shakespeare nogensinde fik skrevet. Ambivalente, brændende, terroristiske, og subjektivt sande, og objektivt falske. Med Shylock viser Shakespeare sin utopiske, visionære kraft og lader den udstødte pengeudlåner stille spørgsmål til den kristne venetianske samtid (1596), som gav resonans i århundreder efter ham. Michael Radford har skabt en smuk, teatertro filmatisering med Al Pacino i hovedrollen (siger vi nu) - en mørk, forbitret mandsling, naturligvis en ærkeskurk, som den kristne barmhjertighed ikke kan anerkende, men dog en antihelt. Al Pacino kan begge dele: gøre Shylock til mentalt ikon og til illegitim forbryder. Det er en fremragende præstation - af amerikansk skuespilkunsts fornemste Shakespeare-fortolker. Ydmyget til at krybe i gulvet bliver hans Shylock, dømt til at lade sig kristne. Han troede, han kunne skære et skålpund kød af Antonius, den ædle, melankolske købmand, men må lade sig overvinde af Portias list. Den formelle jura byder, at kun et skålpund kød og intet blod skal spildes ved slagteriet i Dogens domstol. Selvfølgelig vil det bløde, når hjertet skal skæres ud; Shylock har tabt. Portia (spillet med autoritet af Lynn Collins) er ikke en Rosalinde, men en mere subtil skikkelse. Er hun ikke glad for sit overklasse-Belmont? Er hendes jura ikke upåklagelig? Men den formelle jura, hun listigt påkalder, har også, på den anden side, formel juras lige så ulidelige følger. Nu kan jøden tvinges til sit tab, som han godtager (»I am content«!): at lade sig kristne. Hvorfor lod Shakespeare Shylock falde? Det kan vi spekulere på de næste 400 år. Filmatiseringen har, ud over Al Pacino, en købmand af smukt tvivlsomt format, Jeremy Irons som ædel antisemit - den respekterede købmand, som spytter på jøden og med værdig glæde overtager halvdelen af hans penge. Det er en af Jeremy Irons' bedste præstationer: ikke et øjeblik er hans retfærdige sindelag underkastet nogen tvivl, og hans homoseksuelle kærlighed til Portias bejler Bassanio (Joseph Fiennes) er aldrig uden det smerteligt dæmpede afkald. Han præsenterer melankoliens humanisme, som ingen i Venedig nogensinde ville mistænke for nihilisme. Og dog er dette et hævndrama. Shylocks blodige krav er en hævn for hele Venedigs diskrimination - og den ædle Antonios spytklat. Sådan må vi vel firkantet set forstå Shakespeare. Men hævnmotivet er i filmen bleget ned i forhold til historien om Jessica. Shylocks datter Jessica, som også svigter jødedommen, er blevet et motiv for Shylock, skønt hans rasende ord nu lige så fuldt nævner dukater som datter. Og skønt hans bedste monolog, i slutscenen hos Dogen, gør hadet og hævnen akkurat så motivløs, som Shakespeare til slut betragtede ondskaben - (jf. den Jago, som fulgte otte år efter Shylock: »Spørg mig om intet. Hvad I ved, det ved I./ Jeg siger ikke mer fra nu af.«). Jessica er altid Shakespeare-instruktørers hovedpine. Hendes motiv? At tilslutte sig den herskende, velhavende kristendom, Belmont eller Venedig. Michael Radford har optaget filmen i Venedig uden at få det unævneligt smukke ud af byen. Ligesom dramaet begynder i mørke og patos, slutter det uden festivitas og komedieglans. Men se dog endelig denne film og glæd Dem over Al Pacinos blændende præstation og replikker, der sidder som spyd i sindet.