Hvis 'Capturing the Friedmans' havde været en fiktiv spillefilm om en dannet jødisk middelklassefamilies nedstigning til helvede, ville man have nægtet at tage den til sig. Nu er 'Capturing the Friedmans' desværre ikke fiktion. Man kan ikke lade være med at blive fascineret, forundret og frastødt af, hvad der sker i den. Andrew Jareckis Oscarnominerede dokumentarfilm handler om familien Friedman fra det noble parcelhuskvarter på halvøen Great Neck, New York. Faderen, Arnold Friedman, er en anset skolelærer, hustruen, Elaine, arbejder i hjemmet, og parret har tre sønner. På overfladen er the Friedmans en fuldkommen og helt normal kernefamilie. Men en dag i 1987 revner overfladen, og fra da er alt kaos og konflikt, selv om familien desperat forsøger at foregive, at normaliteten er intakt. Faderen Arnold Friedman og den yngste søn, 18-årige Jesse, anklages for hundredvis af seksuelle forbrydelser mod børn. Og med publikum i biografsæderne som forundrede, rystede vidner optrævler Andrew Jarecki, hvad der er sket inden retssagerne og efterfølgende ved hjælp af interview med familien og efterforskere, men ikke mindst ved hjælp af familien Friedmans egne videooptagelser. Familien dokumenterer sin egen destruktion med videooptagelser af højspændte private skænderier og sammenbrud. Andrew Jarecki samler deres klip fra hjemmevideoer og sine egne optagelser til en kollage om skyld, skam, fornægtelse og løgn. Ikke bare i dén familie. I det hele taget. Gennem hele filmen skifter perspektivet. Et øjeblik tror man, at Arnold Friedman er uskyldigt offer for det amerikanske samfunds massehysteri i forbindelse med pædofili i en tidsepoke, før man fandt ud af, at mennesker kan have falske erindringer. I det næste øjeblik tror man noget helt andet. Man får aldrig svar på alle sine spørgsmål, selv om man får meget mere at vide, end man har lyst til.