En lyd som nogen, der prøver på ikke at lave en lyd. Det er en lille dreng, der hører den uhyggelige lyd, der ikke er en lyd, inde bag væggen. Det er den slags ting, der kan ske i en børnebog. Mange af de mest uhyggelige bøger er børnebøger. Fordi de tager børns fornemmelse for uhygge alvorligt. 'A Sound Like Someone Trying Not To Make a Sound' er faktisk titlen på en børnebog af John Irving. John Irving, hvis roman 'A Widow for one Year' er bogen bag filmen 'The Door in the Floor'. I filmen hedder den berømte forfatter af indsigtsfulde og uhyggelige børnebøger Ted Cole. En af Coles bøger er 'The Door in the Floor'. En fortælling om mørke og lukkede rum og om fristelsen til at opsøge det ukendte og farlige. Ted Cole er god til at lytte og svare, når børnene er bange og stiller spørgsmål ud i natten. Dér opstår hans historier. Om natten, når de bange børn er i mørket. Cole og hans smukke hustru, Marion, bor sammen med deres 4-årige datter, Ruth, i en idyl på Long Island. Men intet er idyl bag facaden, opdager den unge studerende Eddie, da han som næsegrus beundrer af Cole får tjansen som den berømte forfatters assistent og lærling i en sommerferie. Cole og hans hustru bærer rundt på et stort mørke. De har mistet begge deres sønner. Huset er bygget om til en slags mindestue med den 4-årige Ruth som tragisk kustode for mindet om de store brødre, hun aldrig har kendt. Ægtefællerne reagerer forskelligt på deres sorg. Cole lever som ryggesløs libertiner og tjatter sit talent bort. Marion går rundt som en smuk forstening. Et aftryk af noget, der engang var levende. Men måske kan hun vækkes til live? Den unge Eddie falder i hvert fald pladask, og så begynder et trekantsdrama, der skiftevis er komisk, tragisk og rørende. Historien om forfatterspiren Eddie, der bliver klogere på livet, er ikke en atypisk Irvingfortælling. Det atypiske er den dristige fremgangsmåde i filmatiseringen. Tod Williams har simpelthen med Irvings velvillige assistance taget den første tredjedel af romanen og smidt resten væk. Resultatet vækker til eftertanke. Ikke mindst med henblik på en filmatisering som den danske 'Familien Gregersen'. 'The Door in the Floor' er nemlig blevet en afrundet fortælling med et persongalleri, man når at komme ind på livet af. Især den altid dygtige Jeff Bridges er guld værd som Ted Cole. Med kunstnerhat og vinflaske i hånden dingler han på damejagt med sin indre afgrund brølende under tøflerne. En kunstner, der er blevet sin egen kliché og er pinligt klar over det. Jon Foster spiller den blussende onanist, der pludselig ser sine drømme gå i opfyldelse. Men på en måde, der sprænger alle de seksuelle dagdrømmes banalitet. Og så er der Kim Basinger i sin bedste rolle siden 'L.A. Confidential'. En moden kvinde, der midt i sin lammende sorg forbliver et mysterium. Det er ikke lette roller. De lokker med overspil, men selv om især Jeff Bridges vover sig helt hen til kanten, så holder både Bridges og Basinger balancen. Emnet taget i betragtning er det en overraskende underholdende film. Lys og munter. I hvad der viser sig at være et spinkelt flakkende lys omgivet af ravende buldermørke. Her er alle de lyde, der lyder som nogen, der prøver på ikke at lave en lyd. Efter denne sikkert eksekverede amputerede filmatisering tør man godt åbne øjnene, når Williams som næste projekt tager fat på Hemingways 'To Have and Have Not'.