DER VAR ENGANG en 1966-originalfilm med Michael Caine i hovedrollen som Alfie - den ukuelige womanizer i storbyen, som til sidst, ak, må føle anger, ensomhed og vemod. Den film kan godt have været god. Men den nye remake er blevet en trættende og uspontan film, hvor Michael Caine er erstattet af Jude Law (som for nylig blev udnævnt til verdens mest sexede mand. Døm selv! Jeg synes det ikke). Muligheden for en omhyggelig bedømmelse foreligger, for Jude Law som Alfie henvender sig konsekvent filmen igennem direkte til tilskueren, eller rettere til kameraet, med sine kommentarer til livet, undtagen når han kysser. På tv var den direkte henvendelse en morsom mode for et par år tilbage - her virker det omtrent, som om man er blevet tvangsindlagt som psykiater og ikke kan blive fri for sin insisterende patient. Alfie foretrækker kvinder og vin, og han ser ud, som om han handler i Gucci, selv om han kun er limousinechauffør. Hvorfor scorer han nu så mange kvinder? Forklaringen på Alfies held er selvfølgelig, at kvinder har ændret sig siden Michael Caines dage - vil filmen fortælle os. Vel har de ej - eller rettere: I det omfang de har forandret sig, vil de skære limousinechaufføren fra. Den metroseksuelle mand benytter elegante scorelinjer som denne: »Din kimono gør underværker for din decolletage«. Hum! På et tidspunkt får Alfie selv sin teknik tilbage i hovedet som en boomerang, da den modne overklassekvinde Liz (Susan Sarandon) returnerer ham. Og Alfie må have hjælp både mod impotens og svigtende selvrespekt. Hjælpen finder han hos »en ven« - en mand som han engang har delt toilet med. Sådan er det, når man har brug for venskab. Alfie har let ved at lyve for sig selv - tilskueren har det ikke. Filmens musik - rigeligt af den! - retter lidt op på lydbilledet med nye melodier af Mick Jagger og Dave Stewart. Bortset fra musikken er resultatet ostentativt kedeligt.